Handmaid’s Tale af Margaret Atwood

Når det kommer til litteratur og den her blog, så tror jeg lidt, at jeg er snobber nedad. Jeg har jo selv studeret litteratur, så jeg har læst alle de der klassikere, men jeg må indrømme, at jeg bare ikke er fan. Jo, Frankenstein var the shit, og jeg nød da også mange andre af de tykke bøger med næsten gennemsigtige sider, det er bare ikke bøger, som jeg læser i min fritid. Det er en side af sagen, men det andet er, at når det komme til den her blog, så har jeg egentligt holdt den ren for klassiker-anmeldelser, for hvad dælen har jeg lige at sige om bøger, der jo som sådan er blevet udødeliggjort ved at få titlen ”klassiker”. Jeg har sgu da ikke ret til at fortælle Matthew Lewis, at han altså godt lige må komme til sagen eller at informere Bram Stoker, at Dracula godt kunne have været halvt så lang. Nej, vel? Jeg har alligevel bevæget mig ind på klassikerterritoriet med denne roman, da jeg ikke kender så mange, der faktisk har læst den, og det synes jeg er en skam.

Handmaid’s Tale er en creepy fortælling foregående i en nær fremtid i USA, der er blevet til diktaturet Gilead. Efter forurening har gjort befolkningen steril, er de få fødedygtige kvinder, der er tilbage, blevet placeret hos Gileads magtelite. De bliver derved brugt som ufrivillige rugemødre, der skal sørge for, at slægten videreføres.

Vores hovedperson Offred er blevet anbragt i huset hos én af samfundets spidser og hans kone. Hendes mand er flygtet til Canada, og Offred ved ikke, hvad der er sket med deres datter. Tanken om at kunne redde sin datter og mødes med sin mand igen, er måden hvorpå Offred psykologisk overlever sin tilværelse i Gilead og fortsætter sit håb om at slippe fri.

Man kan jo ikke ligefrem sige, at det her er en feel-good roman. Mest af alt er det en fortælling, der giver en ondt i maven og samtidigt rander under øjnene, da man ikke tør lægge den fra sig. Selvom det er over 30 år siden Attwood skrev romanen, så er det stadigt en historie, der er relevant at læse, og den skaber tanker om vores eget samfund og om fremtiden, og derfor anbefaler jeg alle at give denne dystre roman en chance. Forvent hellere tanker i hovedet end et smil på læben, når du vender bogens sidste side.

Attwood har skrevet historien i et langsomt tempo, hvor der er lange perioder uden specielt meget ”action”, men det er de små ting, der informerer læseren om, hvor frygteligt det her samfund er. Den måde hvorpå de forskellige handmaid’s skal gå og holde øje med hinanden, og sikre sig at man er en true believer. Det mindede mig om, Tyskland under anden verdenskrig. Min morfar fortalte min mor, hvordan man aldrig kunne vide sig sikker på hvem der lyttede, og hvem der var til at stole på.

Der er ingen tvivl om, at insimineringsritualet er den værste del af historien. Jeg havde lyst til at vise jer beskrivelsen med et quote, men den ”oplevelse” vil jeg ikke spolere for jer. Den får i lov til at ”nyde” helt selv. Jeg kan dog sige, at det er en frygtelig beskrivelse, der desværre er så godt skrevet, at det tegner et tydeligt billede i mit indre. Et billede der giver mig kvalme. Det er også interessant, hvordan man langsomt ser, at det ikke kun er Offred, det gør ondt på under dette ritual konen, Celene er også i dyb sorg over at hendes mand skal have sex med en anden kvinde. De små insights vi får ind i Celenas point of view er meget interessant, da hun selv har rigtigt meget på spil i dette undertrykkende samfund.

Jeg er altså mest en happy-endings-kind-of-gal, men det interessante ved slutningens af historien var den tomhed, jeg følte i starten, der så udviklede sig til tanker i løbet af de næste par dage. Bogens bratte og uklare slutning fik min fantasi til at løbe løbsk, efter jeg havde været et stort spørgsmålstegn i en halv dags tid. Åbne slutninger er ligeså irriterende, som de er fede, fordi de giver én mulighed for selv at finde på, hvad der skal ske. Nu har serien jo overtaget meget af opmærksomheden, men jeg er personligt vildt spændt på september i år, når bog nummer to skulle komme på hylderne i de gængse bogbutikker.

Jeg vælger at give bogen topkarakter, selvom det langt fra er min yndlingsbog. Jeg har bare ikke noget dårligt at sige om den, og jeg synes, den er værd at læse. Jeg er dog langt mere til en god kærlighedsroman eller en mere munter fantasyroman. Så er det sagt.

Handmaid’s Tale får 6/6 stjerner.

Jeg Ser Dig Af Michella Rasmussen

Jeg ved det godt. To bøger med den samme titel i træk. Super random. At det så er to vidt forskellige genre, plots og skæbner gør det lidt mere spændende, så jeg ikke bare går og læser de samme bøger igen og igen. Selvom der ikke er noget galt med at læse den samme bog flere gange. I bognørder derude ved hvad jeg snakker om. Dette er dog en forfatter, jeg har læst før, og jeg har længe ville læse hendes bog efter hendes debutroman Stalker fangede mig så meget.

Jeg Ser Dig af Michella Rasmussen handler om Augusta, der dealer lidt med hendes egen identitet efter at have startet på gymnasiet. Hun føler ikke, at hun er ligeså tæt på sin bedste veninde Frederikke mere, og i det hele taget føler hun, at folk ser lige igennem hende.
Augustas lærer opfordrer hende til at blive engelsktutor for en nyblind elev ved navn Oliver, der faktisk ikke ønsker hendes hjælp. Oliver er selv i en krise omkring sit eget liv pga. sin manglende sans, og han er træt af at folk giver ham ekstrameget opmærksomhed og tager hensyn til ham.
Selvom de to unge har meget modstridende problemer, finder de ud af, at de har mere til fælles end man skulle tro.

Jeg vil blankt indrømme at jeg startede med at dømme denne bog som værende meget god for en ungdomsbog at være. Det var af en eller grund vigtigt for mig at pointerer for mig selv, at dette jo ikke er noget, jeg normalt ville læse. Uh I’m a grown up. Bla, bla, bla. Men da jeg lukkede bogen sammen efter sidste sætning kom jeg i tanke om nogle vise ord Julie Midtgaard sagde i et interview til BogForum 2019. Da hende og to andre forfattere fra Tellerup bliver spurgt om, hvorfor de skriver young adult romaner, så indrømmede den unge forfatterinde, at hun ikke blot elsker at skrive young adult fiction, men at det i høj grad også er det hun læser, selvom hun er voksen. Og dette må jeg også stå ved. Der er noget befriende, afslappende og nostalgisk ved at læse denne type bøger. Jeg Ser Dig åbner op for mange problematikker om identitet, drømme og håb, som jeg i stor grad selv havde, da jeg var mindre, men som jeg stadig dealer med bare på et andet plan her i mit voksenliv.

Michella Rasmussen har en skrivestil, der på den ene side er simpel og let, men hun har samtidigt en fantastisk evne til at komme med detaljer og beskrivelser, der suger læseren ind i bogen med det samme. Alle karakterer er fuldstændigt synlige i ens fantasi, og de har alle interessante karaktertræk, der gør dem værd at følge på hver sin måde.

Rasmussen har brugt sanser på en meget interessant måde. I takt med Olivers manglende sans fylder de andre sanser meget hele vejen igennem historien specielt høresansen bliver brugt meget. Lyde såsom fuglesang og musik spiller en vigtig og det bliver beskrevet på en enkel måde men stadigt med så meget detalje, at man selv falder ind i rytmen af Augustas klaverspil. eller man kan høre fuglesangen ude i haven.

Jeg fløj igennem denne bog og jeg må indrømme, at jeg føler mig lidt bogløs lige nu, men jeg skal selvfølgelig bare lige ordentligt ind i den næste.

Jeg Ser Dig er en fed bog. Punktum. Læs den og så glæd jer, ligesom mig, til fortsættelsen af denne serie.

Jeg Ser Dig får 6/6 stjerner.

Jeg Ser Dig af Clare Mackintosh

Nå, der gik som sædvanlig lidt lang tid, inden jeg fik fået lavet en ny anmeldelse, but that’s life.

Jeg har fået fornyet energi og inspiration efter en hel weekend på BogForum og med et nyt læs bøger på reolen, vil jeg fortsætte med at læse og anmelde (for det meste) fantastiske bøger her på bloggen.

Jeg Ser Dig er helt sikkert én af de fantastiske bøger. Denne skræmmende thriller kom jeg igennem i løbet af nul komma dut, og selvom den kun øgede en voksende paranoia i mit indre, så var den det hele værd.

Jeg Ser Dig af Clare Mackintosh er en thriller, der giver stalking et helt nyt element af creepiness. Zoe Walker er en helt almindelig mor til to, Justin og Katie, og kæreste med Simon. Hun har et job som revisor for en ejendomsmægler i det centrale London, som hun pendler til hver dag. Men en dag opdager Zoe et billede af sig selv i avisen i en datingannonce, og da hun kontakter politiet får hun fat i Kelly Swift, en degraderet betjent, der opdager faren ved Zoes rute til arbejde, da den er forudsigelig. Men hvem kender den. Hvem kigger på hende?

Der er et eller andet ved emnet ”stalking”, som jeg finder så mega hamrende uhyggeligt og samtidigt så spændende – det er som om jeg sidder med hænderne foran ansigtet og så lige løfte den ene finger, så jeg kun lige kan se en sprække. Det er altså bare et super spændende emne, og efter at have læst Michella Rasmussens ”Stalker”, var det fedt at fortsætte emnet på en så spændende måde. Props til Mackintosh.

Jeg valgte overraskende nok at læse denne bog på dansk i stedet for engelsk. Det var måske ikke et helt vildt aktivt valg – kan man sige – den var der ikke på engelsk i bog butikken, og jeg var for utålmodig til at vente en uge inden de kunne få den hjem. Anders nede i bog og idé fik derfor et ja tak fra mig og jeg fik en bog fra ham. Ej hvis bare man kunne gå ind i en bog butik og sige ”ja tak”, og så fik man en gratis bog. Altså jeg betalte Anders. No worries.

Bogen følger hovedsageligt de to karakterer: Zoe Walker, vores protagonist, hvis synsvinkel bliver fortalt gennem første person, og vores hoved biperson, Kelly Walker, hvis synsvinkel er fortalt i tredje person. Det forvirrede mig lidt i starten, da jeg aldrig har set det før, men det fungerede fint. Jeg fandt dog aldrig ud af, hvorfor det blev delt op på den måde. Der er dog endnu en synsvinkel. Det er vores antagonist, der popper kort op i slutningen af en håndfuld kapitler, og som virkelig gav mig myrekryp. Man får et kort indblik i antagonistens tanker, men uden at vide, hvem det er, og det virkede skide godt – undskyld mit franske.

Forfatteren er meget god til at give alle bipersonerne en så levende beskrivelse, at man når at lære alle karakterene godt at kende. Det skaber en dynamik og nogle gode miniplots, der prøver at lede læserens tanker over på hvem morderen kan være. Mackintosh fik mig til at ændre mening om, hvem antagonisten var, 3 gange. Well done.

Historien ender med et plot twist, og man når ikke at se det komme før det er for sent – eller var det bare mig, og så må i kalde mig langsom.

Jeg vil i hvert fald give denne hårrejsende, myrekrybsfrembringede og helt igennem skrækindjagende roman min varmeste anbefaling.

Jeg Ser Dig får 6/6 stjerner.

Divergent af Veronica Roth

Jeg oplevede Divergent første gang på TV, og jeg syntes faktisk, den var ret fed (min mening om 2’eren og 3’eren var dog ikke ligeså excited). Da jeg så bogen i Arnold Busck, købte jeg den altså.

Veronica Roths Divergent er en science fiction roman, der har et coming-of-age tema, men som også fokuserer på et samfund, hvor folk, der afviger fra samfundets normer, bliver straffet.
I en postapokalyptisk verden i fremtiden lever 16-årige Tris. Hun lever i et samfundet, der er opdelt i fem fraktioner alle med forskellige normer – som består af: Puritanerne, Sanddru, Pacifisterne, Intelligentsia og Skytsenglene. I denne verden skal man som 16-årig vælge en fraktion, og dette betyder enten, at hun skal sige farvel til sin familie eller sige farvel til, hvad hun står for.

Det er en vildt interessant idé Roth har haft med at opdele denne verden i fraktioner baseret på holdninger og overbevisninger. Det er nogle sjove karakterer, man møder fra hver fraktion, der viser de ”unoder” deres fraktion har givet dem. For eksempel at Trish ikke er vandt til at måtte se sig selv i spejlet, da Puritanerne ikke tror på forfængelighed. Det er også sjovt at møde Trishs ven Christina, der er vokset op som Sanddru, hun er derfor ikke vandt til at lyve, så hun er enormt bramfri som person.

Trish er en skøn hovedperson, der ligesom så mange andre er i tvivl om hendes egen identitet og med hvad hun skal i livet. Hun er samtidigt en rebel, der tør betvivle systemet og de autoritære roller, selvom det kan give hende problemer. Hendes hunger efter at passe ind bliver hele tiden ikke opfyldt i takt med, at hun altså bare er anderledes end dem omkring hende. Igennem roman en, lærer hun at håndtere denne rolle, og efterhånden ser hun den positive side af hendes afvigende personlighed.

Jeg var enormt imponeret over, hvor meget filmen og bogen mindede om hinanden. Filmen har virkeligt formået at være tro mod den verden, som Veronica Roth har skabt. Jeg blev overrasket over, hvor lidt ”ekstra-materiale” der var i bogen. Som regel, når jeg læser en bog efter at have set filmen, så åbner historien sig endnu mere op, og det var ikke rigtigt tilfældet denne gang. Meget få gange var der en ekstra scene her og der i bogen, men ellers var det præcis det samme, der skete i bogen som i filmen. Det er jo på sin vis ret imponerende, men jeg var lidt skuffet som læser, da jeg havde håbet på, at der var lidt mere kød på bogen.

Romanen er meget letlæselig med et flydende sprog, hvor man bare bladrer igennem siderne. Det var faktisk rart at læse en så nem ungdomsroman, hvor plottet og karaktererne er skide gode, og de holder læseren stimuleret hele vejen igennem. Det er uden tvivl ikke et mesterværk, men jeg synes stadigt, den holder. 

Divergent får 4/6 stjerner.   

The Girls with All the Gifts af M.R. Carey

Okay, den her bog var noget af et projekt, der tog mig et år at komme igennem. Det var ikke fordi, bogen ikke var god, den var fed, men i et forsøg på at få min kæreste til at elske bøger, valgte jeg at læse den højt for ham. Jeps, jeg er selverklæret bog-pusher. Gud hvor tog det lang tid, men han elskede den. Det var ham, der begyndte at sige ”Skat? Vil du læse et kapitel mere?” På trods af hyggen og entusiasmen, tog det alligevel laaang tid at læse den, men jeg har allerede bestilt vores næste projekt. Så må vi se om den tager ligeså lang tid. Jeg anmelder den engelske version, men jeg ved, man også kan købe den på dansk.

The Girls with All the Gifts af M.R. Carey handler om pigen Melanie. Melanie sidder i sin celle hver dag indtil militærmænd åbner endes celle og forsigtigt skubber hende ind i et klasselokale med andre børn ligesom hende. I klasselokalet bliver de undervist i forskellige fag af forskellige lærere, efterfølgende får de en smagsløgs grød som næring og nogle gang bliver de lukket ind i et rum, hvor de bliver baddet i en slags røgsky. Alle tidspunkter af døgnet sidder Melanie spændt fast i en kørestol i metal, hvor hendes ben og arme er spændt fast, og så har hun mundkurv på. Men hvorfor alt den sikkerhed? Det er fordi, Melanie er en zombie. Dr. Caldwell, som arbejder på militærbasen aka Melanies hjem, søger aktivt efter en kur mod den zombieepidemi, der har smittet store dele af menneskeheden. Melanie er måske svaret på problemet.

Min kæreste er på ingen måde en bogorm. I vores reol har jeg samlet alle hans bøger og der er fem, hvor to af dem er fra hans studie. Jeg elsker selv at læse, og jeg ønskede, at han skulle få samme glæde ved bøger, som jeg selv gør. Først prøvede jeg at vise ham nogle af alle mine fede bøger. Det virkede på ingen måde. Dernæst gav jeg ham n bog, som han selv havde snakket om Liars Poker. Den læste han 36 sider i før han gik død. Så foreslog jeg lydbøger. Det blev der nikket til, men så var det ligesom også det. Endligt så jeg ved et tilfælde traileren til filmatiseringen af The Girls with All the Gifts, og huskede at jeg havde køt den for lang tid siden. Jeg vidste traileren til Mathias, og da han sagde, den så fed ud, så sagde jeg ”så lad os læse den skat”. I’m sneaky, I know.

Forfatteren er enormt god til at skifte mellem forskellige synsvinkler, ud man bliver forvirret som læser. Selvom han altid indikerer med navn, hvem der snakker, så tuner læseren sig lynhurtigt ind på hvem det er ud fra karakterens personlighed, sprog og point of view. Bogen skifter mellem mellem Melanie, Miss Justineau, Dr Caldwell, Sr parks og Gallagher. Det er forskelligt, hvem der for mest ”taletid” i bogen, men jeg kunne helt sikkert bedst lide det fra Sr Parks point of view. Han er bare sådan en off karakter, som man både hader og elsker. Han agerer i det hele taget som en douche, men han handler uselvisk og hele tiden for the greater good.

Melanie er en enormt interessant karakter. Hun er bogens centrum og hovedperson, men der er så meget mystik omkring hende, de meget langsomt bliver vist for læseren. Som karakter er hun det man ville kalde en oxymoron. På den ene side er hun en lille uskyldig pige, men hun er jo underkastet den her virus, der gør hende til en dræbermaskine. Det er interessant at følge hende, når hun er i beast mode.

Jeg kan dog ikke give M.J. Carey’s roman topkarakter. De gange, hvor synsvinklen skifter over til Dr. Caldwell bliver sproget for avanceret. Jeg kan godt forstå, at hun selvfølgelig er videnskabsmand osv., men jeg synes det blev for meget, og ofte sad jeg bare og mumlede mig igennem det, da hverken mig eller min kæreste forstod, hvad der ellers blev sagt.

”Caldwell would have expected the hungry pathogen to be better adapted. She would have expected Ophiocordyceps to manipulate the cells of the host’s hypothalamus more skillfully suppressing the hunger drive after the first few bites … ”

Jeg ved ikke, om du forstår, hvad der står, men det gør jeg i hvert fald ikke. Jeg fandt en bestemt måde at udtale Ophiocordyceps, men jeg ved reelt ikke, om det er sådan man siger det. Det var ikke fordi, kapitlerne fra Dr Caldwell’s point of view var dårlige. Hun er en fed karakter, der har et koldt og kynisk syn på tingene, men som jo i sidste ende, prøver at redde menneskeheden, sproget kunne dog godt have været mere almindelig menneskeagtigt.

Jeg synes også, bogen blev lidt for lang i forhold til, at der ikke skete noget i en stor periode af den sidste halvdel af bogen. Jeg prøver virkelig ikke at spoile, til dem der ikke har læst den, men der er ret mange gentagelser og venteperioder i teamet ”overlevelsestur”.

The Girl with All the Gifts får 4/6 stjerner.

Throne of Glass af Sarah J. Mass

”Mer’!” Det var min første tanke, så snart jeg lukkede bogen i. Det bedste ved Throne of Glass er, at det er en saga med syv bøger inklusivt en prequal, så nummer to bog er allerede placeret på natbordet.

Romanen er skrevet af den amerikanske forfatter Sarah j. Maas i 2012, hvor vi følger den 18-årige lejemorder Celaena Sardothien. Celaena er smuk, klog og dødsens farlig. Hun er kendt som den bedste lejemorder og var fejlfri i sit felt, lige indtil hun blev fanget. I fangelejren Endovier afsoner hun en livstidsdom for sine forbrydelser, en dom der er udstedt af landets tyranske konge. Men efter et år i fangenskab, får Celaena et tilbud fra kronprinsen, Dorian, som hun ikke kan sige nej til: sin frihed. Der er dog et stort men. Hun skal arbejde som kongens personlige lejemorder, men før hun overhovedet får muligheden for det, skal hun deltage i en farlig turnering, hvor hun skal konkurrere med landets dygtigste tyve og forbrydere i en kamp til døden.

Okay, jeg bliver nødt til at indrømme min barnlighed og fortælle, at jeg selvfølgelig kom til at grine af forfatterens efternavn, da det jo er mås på dansk. Godt. Så er det ude af vejen, og så kan jeg fortsætte med anmeldelsen.

Jeg kan simpelthen ikke skjule den kæmpe glæde, jeg havde ved at læse dette mesterværk af en fantasy roman. Det var faktisk en roman, min veninde anbefalede for lang tid siden, men jeg har først lige fået den læst. Jeg læste den i små bidder, da jeg prøvede at få den til at holde så længe som muligt, indtil jeg så googler den, og så at det jo var en saga. Derefter inhalerede jeg bogen, så jeg kunne komme videre i rækken.

Maas Holder et hurtigt tempo hele vejen igennem bogen, der skaber en konstant spændingsfølelse uden at forvirre læseren. Throne of Glass er en action-packed fortælling, der ofte skifter scene, karakter og tid. Mass gør det dog på en meget ligefrem måde, så man hele tiden kan følge med, dog ofte med en forhøjet puls.

Celaena er nok en af mine yndlingskarakterer fra alle de bøger, jeg har læst. Hun jo bare en badass, der får tingene gjort uden at være bange for at konkurrere mod the men’s club. Maas undgår ret meget at skrive Celaena’s tanker ned, men viser dem i stedet i form af kropssprog, handlinger og dialog. Som læser oplever man hende i stedet for at få direkte serveret, hvad hun tænker. Celaena er en karakter, jeg på den ene side kan spejle mig i, og samtidigt ser jeg enormt meget op til hende. Mit yndlingstræk i hende er den store selvtillid, hun har til sig selv. Granted – hun er selvsikker, fordi hun ved hun er en skide god lejemorder (ikke ligefrem en profession, der står på karrierelisten for mit vedkommende), jeg kan dog spejle mig i hendes vedholdenhed eller måske endnu mere hendes stædighed. Celaena har dog også en sårbarhed, der bliver vist flere gange i forbindelse med hendes opvækst, men jeg elskede, hvordan vi allerede fik det at se i Endovior.

”When she woke every morning, she repeated the same words: I will not be afraid. For a year, those words had meant the difference between breaking and bending; they had kept her from shattering in the darkness of the mines.”

Her viser hun sin mere menneskelighed i stedet for endnu en kliché type så som James Bond eller Captain America, der handler helt uden frygt og sårbarhed. Don’t get me wrong, de to karakterer er skønne, men det er rart at se noget helt anderledes i Celaena.

Jeg var også glad for den lille smule kærlighed, der foregik i historien. Det er ikke noget, der bliver fokuseret vildt meget på, og der er meget, der ikke bliver udforsket og forklaret, hvilket kun styrker læserens nysgerrighed. Jeg værdsatte også, hvordan det i langt højere grad var Dorian (kronprinsen), der agerer som sexsymbol i stedet for Celaena, selvom hun selvfølgelig beskrives som smuk. Okay måske en spoiler alert, måske ikke. Jeg er jo mere team Chaol, selvom jeg ikke ved, om dette overhovedet bliver aktuelt. Nu må vi se.

Nå ja det er selvfølgelig relevant at sige, at jeg har læst romanen på engelsk, så jeg kan ikke udtale mig, om den er ligeså god på dansk.

Jamen, som I nok kan se, så har jeg intet negativt at sige om denne skønne roman, så I kan nok selv gætte den score, jeg giver den første bog i rækken af denne serie. Så må vi se, om to’eren kan klare sig ligeså godt. Fingers crossed.

Throne of Glass får 6/6 stjerner

Interview med Majbritt Maria Nielsen

Interview med Majbritt Maria Nielsen

Efter jeg læste Søsterskriftet af Majbritt Maria Nielsen fan-girlede jeg for vildt over den nye veninde, jeg følte, jeg havde fået. Jeg tog chancen og kontaktede hende gennem LinkedIn, for at se, om hun havde lyst til at mødes til et interview. Det var utroligt, hvor meget jeg skulle holde mig selv i nakken, så jeg forblev professionel på skrift og skjulte mit imaginære venskab med hende. En time senere så skrev hun faktisk tilbage. Hot damn. Hun var på.

Vi mødtes efter nytårsreset var overstået og Majbritt var præcis som jeg havde håbet: sød, relatable og med en fed portion humor. Det er også derfor, jeg tør skrive den øverste paragraf, selvom jeg ved, hun kommer til at læse det her.

Debattør, radiovært, foredragsholder, skribent – kært barn har mange navne og apparently også mange titler, og nu kan titlen som forfatter tilføjes på den lange liste. Idéen til forfatterskabet opstod, ifølge Nielsen, fra en lykkefølelse.

 ”Der kom over en lang periode, hvor jeg blev meget klar over: Gud hvor har jeg det egentligt godt. Og det var ikke fordi jeg havde vundet i lotto eller fået en ny kæreste. Alle mine problemer var ikke væk.”

Forfatteren har haft mange problematikker i sit liv og slukket mange brande, som hun selv siger. Derfor vidste hun efterhånden alting har en ende også de dårlige ting. Efter flere snakke med veninderne fandt hun flere historier og følelser, der gik igen, og som alle kunne spejle sig i.

”Og så tænker jeg, jeg laver en maggiterning af det og samler det. Hver gang vi havde snakket om det, så havde vi det jo bedre.”

Efter et møde med People’s Press, hvor hun pitchede ideén fik hun til opgave at skrive lidt på bogen og så sende forlaget nogle sider. Da forlaget til sidst sagde ja, stod Majbritt med overvældende følelser. Nu skulle hun til at være forfatter. Kunne hun det? Måtte hun det? Følelserne strømmede igennem hende, men hårdnakket tog hun valget om at slå til og give den hele armen.

”Det skulle være sådan at tissen rendte ned af mig fordi jeg havde fået skrevet alt.”

Bogens struktur blev langt fra skrevet struktureret. forffatteren beskriver, hvordan hun skrev emner og idéer på post its, som hun så satte op på sin væg. Efterfølgende så hun, hvordan de enkelte post its idéer passede under bestemte emner. Hele hendes ene væg blev hurtigt dækket af de farvede lapper papir rundt om hendes skrivebord.

Så kunne jeg stå sådan forfatter agtigt og kigge på det. Det kunne også være fedt, når nogen kom på besøg. Så kunne man sige ” nå nej undskyld det roder. Det er bare nogle noter til min bog.’’

Forfatteren beskriver, hvordan nogle kapitler var så klare, at de nærmest skrev sig selv

”Der er nogle af kapitlerne der blev skrevet på en dag, hvor jeg har siddet i to timer og ikke været på toilettet hele dagen…”

Hele vejen igennem bogen blotter forfatteren sig enormt meget, nogle emner er selvfølgelig mere hårde end andre, men jeg blev nysgerrig på, hvordan det var at blotte sig så meget.

”Jeg ved ikke hvorfor, men af en eller anden grund, så er det bare ikke min zone of terror. Jeg tror det er fordi det er så universelt. Jeg får 3-4 henvendelser om dagen fra kvinder der siger ”du har skrevet en bog om mig”. Jeg får den følelse af, at jeg er ikke alene om denne oplevelse.”

Et ømt punkt for forfatteren var dog de ting, hun nævnte om sin familie. Forfatteren forklarer, at hun har haft et næsten ikkeeksisterende forhold til sine forældre i en lang periode, men at hendes familieforhold faktisk er blevet bedre efter hendes bog. Inden Søsterskriftet udkom havde hun også fortalt sine forældre alt og afstemt alle ord i bogen.

Men det er jo ikke kun forfatterens familie, der bliver nævnt i bogen, veninder og tidligere mænd  fra forfatterens fortid fylder også i fortællingen. Personerne nævnt i bogen er dog alle Frankensteins monstre, som Nielsen beskriver det, hvor hun har taget lidt fra en person og lidt fra en anden.

”Tingene er sket, men tingene er sat sammen, så folk ikke kan komme og sige ”det skal du ikke skrive om mig.”

Der har også været et par ekskærester, der har kontaktet hende efter udgivelsen, som forfatteren grinene har kunnet ignorere.

Efter at have læst Nilsens værk var jeg jo selv helt vildt begejstret – som man kan læse i min anmeldelse – og det kom bag på mig, da jeg så at for eksempel politikken havde givet hende en dårlig anmeldelse. Det er dog umiddelbart ikke noget, der røre forfatteren. Hun trækker på skulderen med et smil på læben.

”Jeg har fået nogle dårlige anmeldelser… Men det kan jeg sgu godt klare. Jeg får ligeså gode anmeldelser som Hella [Joof] får, men til gengæld kan vores læsere godt lide os, og det er altså vigtigere for mig. Følelsen af, når man har delt noget med en veninde, og man sidder og tænker: er vi måske de klogeste i verden. Det tror jeg nok vi er.”

Jeg grinte meget af forfatterens sidste kommentar, da jeg har flere veninder, jeg har haft denne oplevelse med.

Forfatteren fortæller, at hendes yndlingskapitel er sexskriftet, da hun føler, det er noget man virkelig kan få noget ud af da det er hands on, som hun grinene beskriver det. Det var et kapitel der røg ud af hende, og hun skrev det i en køre. Hun elsker alle sine kapitler, men Sexskriftet gav hende mulighed for at berøre et emne, som andre finder farligt.

”Der er sådan en forskrækkethed og bornerthed i folk når det kommer til sex, og måske kunne jeg være med til at få det ud af dem.”

Alt i alt har hun lært en masse gennem oplevelsen af at skrive sin bog. Forfatteren kunne pludselig bekræfte over for sig selv, at hendes sprog kunne bruges til noget hun ikke var vant til. Hun skulle ikke lyde klog i en offentlig debat, men skulle i stedet fortælle om noget mere følsomt. Bogen handlede om at komme ud med forskellige emner og oplevelser, mange kvinder kunne spejle sig i. Hele oplevelsen var en big deal for forfatteren, og det var en oplevelse, der krævede mod.

”Jeg har jo også skrevet tak til mig selv for at turde noget.”

Slutteligt kan jeg fortælle jer kære læsere, at forfatteren lover endnu en bog, men hvornår det bliver, kan hun dog ikke fortælle. Jeg ved i hvert fald med mig selv, at jeg glæder mig til at stå klar i bogbutikken, når den kommer.

 

Søsterskriftet af Majbritt Maria Nielsen

På trods af min generelle passion for læsning, så er det lang tid siden, jeg har læst en bog, der greb fast i mig, som Søsterskriftet gjorde. Hvis man er i tvivl, om man skal læse Majbritt Maria Nielsens bog, så bare start med at læse forordet, det var her, forfatteren greb mig.  

Det er længe siden, jeg har grint så meget over en bog, og jeg har næsten læst hele molevitten højt for min kæreste, fordi der var så mange sjove fraser og interessante historier, han bare måtte høre. Han var da også meget nysgerrig i starten af min læsning, når jeg hylede af grin ovre i sofaen, men han vænnede sig hurtigt til, at det bare var baggrundsstøj, når jeg læste Søsterskriftet. 

I Søsterskriftet kommer forfatteren med tematiserede råd, hvor hun rådgiver kvinder gennem oplevelser hun – eller andre kvinder i hendes omgangskreds – har haft. Bogen har et selvbiografisk vibe pga. alle de blottende fortællinger, Nielsen kommer med. Det gør læsningen meget følsom både på den humoristiske måde, men sandelig også på den bævrende-underlæbe-måde.  

Nielsen har en lige-ud-af-posen personlighed, der skriver, hvad hun tænker. Hun har et skarpt, men letlæseligt sprog med så meget attitude, at det fik mig til at føle, jeg læste en lydbog. Skrivestilen er lige på og hårdt, og der bliver fortalt om tissekoner, nuggets og bøvede mænd. 

Det er dog ikke én stor komediebog. Det tog kun Majbritt fem sider for at få mig til at fælde en tåre i S-toget. Meget akavet for manden overfor mig. Bogen er nemlig også enormt ærlig om de hårde tider, forfatteren er gået igennem med mobning, seksuel krænkelse på nettet samt en tidligere spiseforstyrrelse. Hårde emner som bliver blottet for læseren. Der var ikke noget at sige til, at jeg følte mig meget tæt knyttet til Majbritt, efter at have læst sidste side af hendes bog.  

Det er forkert at kalde værket en selvhjælpsbog. Det er, som titlen hinter til, en bog med søsterlige råd, og det føles som om, man er ude og få en kop øl med en veninde. Og det er søsterlige råd – det er ikke mor, der fortæller dig, hvor god du er.  

”Du har allerede regnet ud, at Søsterskriftet ikke er ét langt afladsbrev for kvinder, og at den her bog ikke synes, at mænd bare er nogle svin, og at kvinder bare er perfekte gudinder.”  

Nielsens råd til kvinder indeholder ros og verbale øretæver.  

Forfatteren havde vildt mange sjove og fede budskaber igennem hele bogen. Som en stræbende gymnasieelev sad jeg ivrigt og nikkede med på mange af hendes historier og pointer. Min yndlings pointe handlede om, hvordan vi skal have lov til at dyrke vores følelser, når vi er blevet dumpet eller fyret i stedet for at poste en masse fake news på de sociale medier. Nielsen beskriver det sunde ved dårlige oplevelser på en fed måde:  

”Det skaber karakter at blive forladt, at blive knust og ødelagt … Vi bliver også mere interessante og lækre for andre mennesker, hvis vi har et hak i tuden … sjovere at drikke en øl med.” 

Forfatteren er også rigtig god til at forklare sine pointer på en meget fantasifuld måde. I Søsterskriftet er din personlighed og din interesse puslespilsbrikker, som man skal passe på, man ikke mister, hjertesorger er regninger, man skal huske at betale inden den næste fyr, og Borgerservice er Borgerfrustreringscentret.  

Majbritt er også en af de kloge forfattere, der har fået et fedt cover på sin bog. Jeg kender flere bogelskere, der ville savle over det, og sikkert købe bogen blot for at have dette pragteksemplar i deres hjemme-bibliotek. Jeg vil dog stærkt anbefale at de lige giver bogen et forsøg, fordi jeg vil vove at påstå, at man vil få svært ved at stille den tilbage på hylden. 

Jeg har allerede anbefalet den til alle kvinder i mit netværk, så nu anbefaler jeg den også til dig kære læser, eller måske skulle jeg sige søster.  

Søsterskriftet får 6/6 stjerner  

Asking For It af Louise O’Neil

Jeg købte Asking For It sidste år, da jeg studerede i England. Jeg er ikke en af de mennesker, der går efter udtrykket:

”Don’t judge a book by its cover”.

Altså, hvis du ikke er klog nok til at få en fed forside, så kan du ikke forvente, jeg ser den imellem alle de andre bøger i bogbutikken. Bogens forside har en pige med en tåre, der løber fra hendes højre øje. Voldtægt var nok den første tanke i mit hoved. Det er et emne, jeg synes, er ligeså spændende som det er uhyggeligt. Jeg endte også selv med at fælde tårer over denne bog ligesom pigen på forsiden.

Asking For It handler om Emma O’Donovan, som er en pige på 18 år, som bor i Balinatoom, en lille irsk by, og hun er en senior i high school. Emma er populær, og hendes største problem er, at folk alt for ofte fortæller hende, at hun skulle blive model. Dette ændre sig dog på meget dramatisk vis, da hun opdager, at fire drenge har voldtaget hende og postet det på Facebook. Emma kan intet huske, da hun drak for meget alkohol og tog stoffer den aften. Pludselig er hun et voldtægtsoffer og bliver kendt landet over som ’The Balinatoom Girl’.
Emma prøver at melde drengene, der gjorde det, men i hendes kamp for retfærdighed opdager hun hurtigt, at folk faktisk bebrejder hende for, hvad der skete. Selv hendes forældre bebrejder hende.

“They are all innocent until proven guilty. But not me. I am a liar until I am proven honest.”

Jeg læste ikke bogen i en køre, da jeg simpelthen blev nødt til at lægge den fra mig en gang i mellem for at få vejret. Det lyder overdrevet, men alt det Emma går igennem, fik min puls til at stige flere gange. Asking For It viser den forfærdelige made voldtægtsofrer bliver behandlet i samfundet.

Forfatteren Louise O’Neill tager læseren på en rejse gennem Emmas psykologiske forfald. Historien bliver fortalt med en jeg-fortæller fra Emmas point of view og O’Neil har virkelig opnået en sammenfletning mellem læseren og Emma. Man føler, man er Emma gennem læsningen, hvilket øger intensiteten, når Emma opdager, at hun er blevet voldtaget. O’Neil formår at fortælle os og Emma om voldtægten på en frygtelig made: gennem sociale medier.

Bogen er delt op i to dele: ‘Last year’ og ‘This year’ og på en måde bliver disse to dele også fortalt gennem to forskellige synsvinkler. ‘Last year’ er fortalt fra Emma’s point of view, imens ‘This Year’ er fortalt fra The Balinatoom Girls point of view.

Emma er en mean girl: populær, smuk og meget arrogant. Dette beviste valg forfatteren tager, ved at skabe en usympatisk hovedperson, er modigt. Læsere vil oftest gerne kunne relatere til protagonisten, specielt når bogen er skrevet i første person. Det spændende ved Emma er dog, hvordan man kan høre hendes bitchy tanker bag hendes falske nice-girl image, som hun har over for andre. Det gør hendes karakter morsom på en måde.

Emmas skift til the Balinatoom Girl er meget tydeligt, da hun er fuldstændigt sårbar og derved en meget mere relaterbar person for læseren. Kontrasten mellem Emmas personlighed før og efter voltægten er skrevet på en super fed måde, da man går fra at hade hende til at græde på hendes vegne.

‘I wait for my mother to deny it…I wait for her to tell him, Of course I haven’t given up on Emma… I wait and wait. I will wait forever.’

Louise O’Neill skriver på en meget simpel men ærlig måde. Dette citat viser første gang, Emma finder ud af, at hendes mor har opgivet at tro på Emma. Selvom scenen er passiv, så er det enormt dramatisk og hjerteskærende for læseren. På trods af hendes simple skrivestil, så er O’Neil ingen simpel forfatter. Hun belyser forskellige synsvinkler og holdninger om emnet voldtægt, og giver læseren mulighed for at empatisere med flere karakterer, der har forskellige holdninger. Hun viser den diskussion, der er i forhold til voldtægt. Titlen siger det hele: Asking For It. Er det pigens egen skyld, hvis hun havde slutty tøj på og for meget alkohol i blodet? Was she asking for it?

‘I am Eve…I am temptation.’

Dette er en historie hvor læseren følger Emmas tanker og følelser. Vi ser hendes tanker, føler hendes smerte og oplever hendes fangeskab som the Balinatoom Girl. Historien åbner en diskussion omkring samfundets syn på voldtægt i dag. Du vil ikke nyde at læse denne bog, du vil holde det ud. Du vil ikke ha’ det godt når bogen slutter, men du vil tænke.

Dette er en forfærdelig historie og en fantastisk bog.

Asking for it får 5/6 stjerner.

Orphan X af Gregg Hurwitz

Endelig færdig!

Jeg købte bogen sidste år i England, og begyndte straks at læse den, men det er altså først nu, at jeg er blevet færdig. Jeg er ikke en lynlæser, men det er altså ikke derfor, det har taget mig så lang tid at få læst denne roman færdig. Det har taget mig to forsøg at komme igennem den. Første gang sidste år gik jeg død på den, og så prøvede jeg igen for en måned siden, og det tog alligevel omkring 100 sider, før den fangede mig.

Evan eller Orphan X er opdraget og trænet som del af en hemmelig organisation kaldet the Orphan program. Her er han trænet til at kunne slå ihjel på kommando, men han forlader programmet og bruger sin træning, til at holde sig skjult og samtidig hjælpe folk i nød med sit nye alias The Nowhere Man.

Orphan X er en thriller, som jeg personligt ikke synes var særlig thrilling. Det var en god historie, men der var ikke nogle tidspunkter, hvor jeg holdte vejret i spænding – hvilket faktisk er det jeg normalt gør, når jeg bevæger mig ind i denne genre.

Jeg elsker den der James Bond stil, som historien har, hvor vores helt lægger mærke til den mindste detalje. Et problem med disse detaljer er dog, at det gjorde teksten tung til tider – og med ’til tider’ mener jeg faktisk ofte. Det er altså ikke helt vildt sindsoprivende, at Evan har en svævende seng. Dette bliver alligevel nævnt flere gange i bogen – for some reason.

De talrige slås-scener er også alt for lange med meget specifikke termer, som jeg ikke kender – og som jeg faktisk også er super ligeglad med. Nogle af scenerne kunne altså vare et par sider ad gangen. Gab.

Okay, nu hvor jeg så har malet fanden på væggen, vil jeg også sige at historien stadig var god. Så snart jeg nåede igennem de første 100 sider, så var det et spændende nok møde med The Nowhere Man.
Bogen starter nemlig med denne perfekte fyr, som man slet ikke kan relatere til, da han ikke viser nogen form for følelser. Dette ændrer sig dog, og med gode bi-karakterer og en spændende baggrundshistorie, som vi får efterhånden, er historien egentligt meget spændende. Den har også et godt twist i slutningen, som jeg ikke havde forudset.

Jeg vil dog ikke fortsætte serien, og som man sikkert kan læse på min anmeldelse, kan jeg heller ikke give den en høj rating.

På forsiden skriver David Baldacci:

”Read this book. You will thank me later.”

Det bliver et tak men nej tak herfra David.

3.5/6 stjerner