SPEAK af Laurie Halse Anderson

Dette er en super mørk og hjerteskærende fortælling, om en pige, der fra den ene dag til den anden mister alle sine venner lige inden hun skal starte på gymnasiet. Hun plejede at være en glad og sprudlende pige, men der er sket noget, der har fået Melanie til at miste stemmen. Som et spøgelse vandrer hun nu igennem tilværelsen uden at sige et ord. Kommer hun nogensinde til at kunne fortælle nogen om, hvad der skete?

”The doctor stares into the back of my eyes with a bright light. Can she read the thoughts hidden there? If she can, what will she do? Call the cops? Send me to a nuthouse. Do I want her to? I just want to sleep. The whole point of not talking about it, of silencing the memory, is to make it go away. It won’t. I’ll need brain surgery to cut it out of my head.”

Det er ikke før til aller sidst, at læseren finder ud af, hvad der er sket, fordi Melanie prøver at glemme det. Så selvom bogen er skrevet i første person, så ved vi ikke alting – langt fra. Fortællingen er meget observerrende, da Melanie går igenem livet med et mål om at sige så lidt som muligt.Det er faktisk meget interessant, hvordan forfatteren har formået at skrive en hel bog med så lidt dialog, uden at gør fortællingen alt for passiv. Jeg vil dog sige at til tider, at den var for observerende for min smag, og at jeg ikke helt er vant til den skriveform, så jeg blev ikke altid revet med af handlingen.

For en bog der hedder SPEAK, er der utroligt få samtaler i bogen. Og her vil jeg gerne lægge tryk på sam, fordi der er folk der snakker i denne bog, men de snakker ikke med Melanie, de snakker bare om sig selv. Det er meget sørgeligt, hvordan vores hovedperson faktisk slipper afsted med ikke at snakke. Det er faktisk kun en person der hele vejen igennem har interesseret sig for hendes point of view, og det er hendes billedkunstlærer, Mr Freeman.

Mr Freeman er en skøn karakter. Han er en rigtig god stereotyp på en kunstner, med mærkelige enetaler i klasselokalet og hans kærlighed for det bizarre. Måske er det derfor, han faktisk ser Melanie. Han er helt sikkert den bi-karakter, jeg glædede mig mest til at støde på igennem hele fortællingen.

Anderson er rigtig god til at skabe en dyster og mærk stemning hele vejen igennem fortælling, og det er en fortælling, der godt kan give én ondt i maven på grund af det hårde emne, som den afslører til sidst. Det er en kort bog, jeg synes man skal give et skud.

SPEAK får 4/6 stjerner.

 

Black and Blue af Anna Quindlen

Titlen er ret afslørende for hvad omdrejningspunktet er for Quindlens roman. Den handler altså ikke om en malebog, men den handler heller ikke kun om hustruvold.

Black and Blue af Anna Quindlen handler om Fran Benedetto, som har gemt de blå mærker i et 18 års ægteskab til sin man Bobby, som er politimand. Det har hun dog besluttet sig for skal være slut, og får hjælp til at skifte identitet, og slutte alt kontakt med sit gamle liv for at flytte tværs over USA fra Brooklyn til Florida med sin søn Robert. Men Bobby har altid sagt til hende, at han aldrig vil lade hende gå, så hun ved godt, det kun er et spørgsmål om tid før han finder dem.

Vi starter historien med at Fran forlader sit gamle liv, og så fortsætter historien med at Fran eller Beth, som hun kommer til at hede, kontinuerligt kigger sig over skulderen og erindrer sit gamle liv. Personligt synes jeg, bogen er rigtigt godt skrevet, men den taber mig dog med dette valg om at holde meget af historien i datid, hvor Fran tænker tilbage på noget der skete i hendes gamle liv. Nogle gange fungerede det, men flere gang fangede jeg mig selv falde i staver, når jeg blev tvunget tilbage i fortiden.

Quindlen er dog rigtig god til at at skabe en dyster stemning i store dele af romanen.

“Then Bobby looked at my face, looked at it good, looked at it with a cold, cold look that he, for all the things he’d done to me, had never given me before. And like he’d been rehearsing it he said, real quiet, ‘What are you gonna do, Fran? Call the cops?’”

Det her afsnit fik mig helt ærligt til at gispe højlydt. Godt jeg sad derhjemme, da jeg læste det. Fran sidder på det tidspunkt med et fjæs som Quasimodo efter Bobby har smadret hende søndre og sammen, og det statement er så klamt, da han jo misbruger sin egen autoritet som betjent. Dette og mange flere fortællinger fik det til at gyse i mig, men fortællingen handler om meget mere end gys og uhygge. Den handler i stor grad om en mors fornyede forhold med sin søn. Fran har taget Robert væk fra sit hjem og væk fra sin far. Selvom Robert har hørt Bobby tæve sin mor har hans unge hjerne slet ikke forståelse for, hvad der egentligt er foregået, og han elsker derfor stadigt sin far og savner ham efter de flytter. Fran og Bobbys forhold er virkelig en smuk del af bogen, som er så fyldt med modstand og kærlighed, at man ikke kan gøre andet end at holde af dem begge.

Black and Blue handler også i stor grad om Frans egen personlige rejse.

”I remember Bobby telling me about two cops he knew in missing persons, and how they’d gone looking for an English teacher from Queens, happy family man with a new car and a nice lawn, who just went missing one day. Two years later they found him in Australia, teaching English: he had a nice lawn and a new car and a wife named Shelley, which had been the name of the wife he’d had before.”

Hun sammenligner sig med ham her gutten, fordi hun på mange måder er endt det samme sted som hun startede. Den organisation, der har hjulpet hende til at flygte fra Bobby kontrollerer rigtigt meget hendes handlinger og generelt hendes liv. Hun vil forlade den kælder, som hun føler Bobby lukkede hende ned i. Frances vil have sin identitet igen eller måske snarere bare have en identitet og en frihed, hun aldrig rigtigt har haft. Men kan hun få en identitet, når hun endnu en gang er i et ”forhold”, hvor hendes beslutninger bliver taget for hende?

På trods af den valgte datids-fortælling synes jeg stadigt, det er en super god bog. Man skal lige vænne sig til den skiftende tid, og det er noget ikke for alle, men den er helt klart stadig værd at læse.

Black and Blue får 4/6 stjerner.

Watch Me af Angela Clarke

Jeg blev nødt til at anmelde den her roman, da jeg husker den som så fed og spændende, og efter at bruge en weekend på den, så havde jeg jo fuldstændigt ret. Well don past me. Det er et par år siden, jeg sidst læste denne bog. Jeg er ikke den store krimi-pige, men den bevæger sig også ind i thriller-genren, og det er lige mig. Det bedste er, at jeg på nuværende tidspunkt har fundet ud af, at det er to’eren af en serie med Follow Me som den første bog i rækken. Juhuu. Jeg har allerede bestilt den på Amazon.

Watch Me er skrevet af Angela Clarke og det er en creepy og spændende fortælling, der følger Sergant Nashreen Cudore og journalisten Freddie Ventons kapløb mod tiden ”You have six seconds to read this message … You have 24 hours to save the girl’s life. Make them count.” En snapchat besked med en mærkeligartet selvmordsbesked udvikler sig hurtigt til en jagt på en kidnapper. Nashreen og Freddie skal arbejde sammen for at løse denne sag og de skal måske grav i nogle gamle sår, som de helst havde været for uden.

Denne roman vil tage pusten fra dig med et højt og et intenst tempo, hvilket er en nødvendighed, da hovpersonerne har meget at nå på kun 24 timer. Jeg er altid forundret, når forfattere skriver disse typer fortællinger, med et så kort tidsinterval. Dan Brown gjorde de også fantastisk i Engle og Dæmoner, men hvor Browns historier er en mursten af en roman, har Clarke formået at spække denne roman propfyldt med detaljer, uden at gå på kompromis med letlæseligheden af denne bog. Det er en roman, man hurtigt strømmer igennem, og din læsehastighed vil blive højere og højere ligesom din puls, jo tættere vi nærmer os slutningen.

Jeg nød virkelig at læse Clarkes værk. Hun har en skrivestil, der får fantasien til at flyde og skabe klare billeder af de forskellige scener og karakterer. Jeg er stor fan af en dialogbaseret fortælling, og den måde Clarke brugte sociale medier og teknologi tilføjede et dialogelement, der var interessant og et friskt pust i den gammeldags kommunikationsform, hun bruger: en bog.

Clarkes fantastiske skrivestil er dog ikke den eneste grund, til at jeg vil anbefale Watch Me, jeg synes også, man skal læse denne bog pga. emnet. Online kriminalitet er stadigt en ny form for kriminalitet, og jeg synes det er enormt vigtigt, at folk forstår, hvad der er muligt fro hackere. Hævnporno i sig selv er et emne ikke mange kender, og denne bog giver et rigtigt godt indblik i, hvad det er og hvordan det er at være offer for det.

De to hovedpersoner Nashreen og Freddie er meget forskellige, men lige elskværdige. Nashreen er den fornuftige og by-the-book politikvinde, og Freddie er den rapkæftede journalist, der ser kritisk på verden og ikke er bange for at bræge op, når folk pisser hende af. De er et skønt makkerpar, som jeg glæder mig til at følge i resten af serien.

Watch Me får 6/6 stjerner.

 

 

 

The Life List af Lori Nelson Spielman

Kender I det, når man bare har en dårlig dag, og trænger til at blive løftet op. Det var grunden til, at jeg tog denne bog ned fra bogreolen. Da jeg læste beskrivelsen på bagsiden, tænkte jeg umiddelbart, at den ville handle om noget bucket-list noget, men den handlede faktisk om det modsatte. Denne her bog handler ikke om, hvad man skal nå inden man sætter træskoene, men snarere hvordan dælen man lige for lavet de træsko.

The Life List er skrevet af Lori Nelson Spielman, og den handler om Brett Bohlinger, der lige har mistet sin mor. Bretts mor var hendes bedste ven og ud af en søskendeflok på tre, er det Brett, der tager det hårdest, at hendes mor er gået bort. Brett har et middelmådigt liv, men skal nu til at arve millioner, da hendes mor var ejer og stifter af et kæmpestort firma. Der er dog en tvist til Bretts arv: hun får den først, når hun har udført alle de mål, hun skrev på en liste til sig selv, da hun var 14.

Da vi møder Brett første gang, er hun i dyb sorg. Hun er til gravøl efter sin mor begravelse, og hun er ked af det og plørefuld. Jo mere jeg læste, jo mere lærte jeg, at jeg ikke kunne lide vores protagonist. Hun virkede som en upassioneret tørvetriller, der var langsom i optrækkeren. Hun havde ikke rigtigt en stemme, en mening og i det hele taget en personlighed, men dette ændrer sig alt sammen på grund af den livsliste, hendes mor giver hende. På trods af hendes modvillighed til listen i starten kommer den fuldstændigt til at forme Brett på den bedste måde, så jeg til sidst havde svært ved at give slip på den ven, jeg følte jeg havde fået fra bogen.

Denne historie er indbegrebet af ordsproget: Life is not about the destination, it’s about the journey. Når man læser plottet til romanen, kan man godt have tanken om at historien kommer til at være lidt forudsigelig: Brett får denne her liste, hun får den udfyldt, og så får hun en røvfuld penge i arv fra sin mor. Hurra. Men den rutsjebanetur, som vi kommer på i historien er så uventet som overhovedet muligt. Det eneste punkt, der blev udfyldt som forventet, var det der, hvor hun skulle have en hund. Udover det var der ikke et punkt, der blev opnået som jeg havde forventet det.

Dette er en af de mest opløfende og inspirerende bøger, jeg har læst. God fornøjelse.

Glæd jer for resten til punkt 18 på listen. Det var uden tvivl det punkt, der inspirerede mig mest.

The Life List får 6/6 stjerner.

Crown of Midnight af Sarah J. Maas

Det er jo et stykke tid siden, jeg læste Throne of Glass, som er den første i Sarah J. Maas’ serie, men humøret var ikke til det før nu. Når det kommer til bøger, så er jeg fuldstændigt kontrolleret af mit humør. Jeg har haft brug for noget girl power, og det tror jeg er den bedste beskrivelse af hovedpersonen Celaena. Hun er en bad-ass ung kvinde, der ved, hvem hun er på trods af hendes forfærdelige opvækst som lejemorder. Læs min anmeldelse af Throne of Glass, så giver det hele lidt mere mening.

Crown of Midnight er Sarah J. Maas efterfølger i Throne of Glass serien. Historien sluttede sidste gang med at Celaena vandt konkurrencen om at blive kongens lejemorder, hvor Celaena efter fire års tjeneste vil få hendes frihed. Kongen er ubarmhjertig med de opgaver hun skal udføre, og giver hende det ene offer efter det andet, som hun skal ud og slå ihjel. Som bevis skal hun sågar medbringe offerets hoved, så kongen kan være sikker på, hun har slået vedkommende ihjel. Chaol er bekymret for hende og som historien udfolder sig vokser hans følelser for Celaena også. Hvad vil disse følelser betyde for hende, for Dorian, og kan Cleaene holde ud at fortsætte sit arbejde for en konge, hun hader?

Sammenlignet med den første bog i serien, synes jeg Maas har sænket tempoet lidt for meget i den første del af bogen. Jeg nød den fokus, der var på romantikken, men tempoet var lidt for sløvt, og jeg manglede det store plot, som heldigvis kom igen i den anden halvdel.

Et stort plus ved denne her bog er det øgede fokus på Celaenas fortid. Crown of Midnight viser en side af hende, som læseren aldrig har oplevet før, og det vil komme bag på dig, når du læser bogen. Der er også nogle gange, hvor jeg ikke holder med hende eller i hvert fald ikke er enig i hendes beslutninger, men Maas har gjort et godt stykke arbejde med at skabe et meget klart billede af hendes karakter på godt og ondt. Selvom jeg ikke altid er enig med hendes handlinger og meninger, kan jeg ikke gøre andet end at holde af hende.

Den magiske verden Maas har skabt bliver også uddybet mere i bogen, med yderligere fokus på kongen og den rebelske bevægelse, der er imod ham. Det er interessant at få mere af vide om den magi, der eksisterer og har eksisteret i denne verden, og det er spændende at få oplevet de mange væsener og de forskelligheder, der er i de mange samfunds magi.

Det der fortsat driver mig til at læse denne serie er uden tvivl det kontinuerlige fokus, bogen har på girl power og det at være en stærk kvinde. I denne bog kommer det til udtryk på et helt andet niveau, og det er fedt at se, hvordan Celaenas styrke er mere accepteret og respekteret i denne bog, i modsætning til den første bog. Folk ved efterhånden, at man ikke skal undervurdere hende. You go girl.

Crown of Midnight får 5/6 stjerner

Handmaid’s Tale af Margaret Atwood

Når det kommer til litteratur og den her blog, så tror jeg lidt, at jeg er snobber nedad. Jeg har jo selv studeret litteratur, så jeg har læst alle de der klassikere, men jeg må indrømme, at jeg bare ikke er fan. Jo, Frankenstein var the shit, og jeg nød da også mange andre af de tykke bøger med næsten gennemsigtige sider, det er bare ikke bøger, som jeg læser i min fritid. Det er en side af sagen, men det andet er, at når det komme til den her blog, så har jeg egentligt holdt den ren for klassiker-anmeldelser, for hvad dælen har jeg lige at sige om bøger, der jo som sådan er blevet udødeliggjort ved at få titlen ”klassiker”. Jeg har sgu da ikke ret til at fortælle Matthew Lewis, at han altså godt lige må komme til sagen eller at informere Bram Stoker, at Dracula godt kunne have været halvt så lang. Nej, vel? Jeg har alligevel bevæget mig ind på klassikerterritoriet med denne roman, da jeg ikke kender så mange, der faktisk har læst den, og det synes jeg er en skam.

Handmaid’s Tale er en creepy fortælling foregående i en nær fremtid i USA, der er blevet til diktaturet Gilead. Efter forurening har gjort befolkningen steril, er de få fødedygtige kvinder, der er tilbage, blevet placeret hos Gileads magtelite. De bliver derved brugt som ufrivillige rugemødre, der skal sørge for, at slægten videreføres.

Vores hovedperson Offred er blevet anbragt i huset hos én af samfundets spidser og hans kone. Hendes mand er flygtet til Canada, og Offred ved ikke, hvad der er sket med deres datter. Tanken om at kunne redde sin datter og mødes med sin mand igen, er måden hvorpå Offred psykologisk overlever sin tilværelse i Gilead og fortsætter sit håb om at slippe fri.

Man kan jo ikke ligefrem sige, at det her er en feel-good roman. Mest af alt er det en fortælling, der giver en ondt i maven og samtidigt rander under øjnene, da man ikke tør lægge den fra sig. Selvom det er over 30 år siden Attwood skrev romanen, så er det stadigt en historie, der er relevant at læse, og den skaber tanker om vores eget samfund og om fremtiden, og derfor anbefaler jeg alle at give denne dystre roman en chance. Forvent hellere tanker i hovedet end et smil på læben, når du vender bogens sidste side.

Attwood har skrevet historien i et langsomt tempo, hvor der er lange perioder uden specielt meget ”action”, men det er de små ting, der informerer læseren om, hvor frygteligt det her samfund er. Den måde hvorpå de forskellige handmaid’s skal gå og holde øje med hinanden, og sikre sig at man er en true believer. Det mindede mig om, Tyskland under anden verdenskrig. Min morfar fortalte min mor, hvordan man aldrig kunne vide sig sikker på hvem der lyttede, og hvem der var til at stole på.

Der er ingen tvivl om, at insimineringsritualet er den værste del af historien. Jeg havde lyst til at vise jer beskrivelsen med et quote, men den ”oplevelse” vil jeg ikke spolere for jer. Den får i lov til at ”nyde” helt selv. Jeg kan dog sige, at det er en frygtelig beskrivelse, der desværre er så godt skrevet, at det tegner et tydeligt billede i mit indre. Et billede der giver mig kvalme. Det er også interessant, hvordan man langsomt ser, at det ikke kun er Offred, det gør ondt på under dette ritual konen, Celene er også i dyb sorg over at hendes mand skal have sex med en anden kvinde. De små insights vi får ind i Celenas point of view er meget interessant, da hun selv har rigtigt meget på spil i dette undertrykkende samfund.

Jeg er altså mest en happy-endings-kind-of-gal, men det interessante ved slutningens af historien var den tomhed, jeg følte i starten, der så udviklede sig til tanker i løbet af de næste par dage. Bogens bratte og uklare slutning fik min fantasi til at løbe løbsk, efter jeg havde været et stort spørgsmålstegn i en halv dags tid. Åbne slutninger er ligeså irriterende, som de er fede, fordi de giver én mulighed for selv at finde på, hvad der skal ske. Nu har serien jo overtaget meget af opmærksomheden, men jeg er personligt vildt spændt på september i år, når bog nummer to skulle komme på hylderne i de gængse bogbutikker.

Jeg vælger at give bogen topkarakter, selvom det langt fra er min yndlingsbog. Jeg har bare ikke noget dårligt at sige om den, og jeg synes, den er værd at læse. Jeg er dog langt mere til en god kærlighedsroman eller en mere munter fantasyroman. Så er det sagt.

Handmaid’s Tale får 6/6 stjerner.

Jeg Ser Dig Af Michella Rasmussen

Jeg ved det godt. To bøger med den samme titel i træk. Super random. At det så er to vidt forskellige genre, plots og skæbner gør det lidt mere spændende, så jeg ikke bare går og læser de samme bøger igen og igen. Selvom der ikke er noget galt med at læse den samme bog flere gange. I bognørder derude ved hvad jeg snakker om. Dette er dog en forfatter, jeg har læst før, og jeg har længe ville læse hendes bog efter hendes debutroman Stalker fangede mig så meget.

Jeg Ser Dig af Michella Rasmussen handler om Augusta, der dealer lidt med hendes egen identitet efter at have startet på gymnasiet. Hun føler ikke, at hun er ligeså tæt på sin bedste veninde Frederikke mere, og i det hele taget føler hun, at folk ser lige igennem hende.
Augustas lærer opfordrer hende til at blive engelsktutor for en nyblind elev ved navn Oliver, der faktisk ikke ønsker hendes hjælp. Oliver er selv i en krise omkring sit eget liv pga. sin manglende sans, og han er træt af at folk giver ham ekstrameget opmærksomhed og tager hensyn til ham.
Selvom de to unge har meget modstridende problemer, finder de ud af, at de har mere til fælles end man skulle tro.

Jeg vil blankt indrømme at jeg startede med at dømme denne bog som værende meget god for en ungdomsbog at være. Det var af en eller grund vigtigt for mig at pointerer for mig selv, at dette jo ikke er noget, jeg normalt ville læse. Uh I’m a grown up. Bla, bla, bla. Men da jeg lukkede bogen sammen efter sidste sætning kom jeg i tanke om nogle vise ord Julie Midtgaard sagde i et interview til BogForum 2019. Da hende og to andre forfattere fra Tellerup bliver spurgt om, hvorfor de skriver young adult romaner, så indrømmede den unge forfatterinde, at hun ikke blot elsker at skrive young adult fiction, men at det i høj grad også er det hun læser, selvom hun er voksen. Og dette må jeg også stå ved. Der er noget befriende, afslappende og nostalgisk ved at læse denne type bøger. Jeg Ser Dig åbner op for mange problematikker om identitet, drømme og håb, som jeg i stor grad selv havde, da jeg var mindre, men som jeg stadig dealer med bare på et andet plan her i mit voksenliv.

Michella Rasmussen har en skrivestil, der på den ene side er simpel og let, men hun har samtidigt en fantastisk evne til at komme med detaljer og beskrivelser, der suger læseren ind i bogen med det samme. Alle karakterer er fuldstændigt synlige i ens fantasi, og de har alle interessante karaktertræk, der gør dem værd at følge på hver sin måde.

Rasmussen har brugt sanser på en meget interessant måde. I takt med Olivers manglende sans fylder de andre sanser meget hele vejen igennem historien specielt høresansen bliver brugt meget. Lyde såsom fuglesang og musik spiller en vigtig og det bliver beskrevet på en enkel måde men stadigt med så meget detalje, at man selv falder ind i rytmen af Augustas klaverspil. eller man kan høre fuglesangen ude i haven.

Jeg fløj igennem denne bog og jeg må indrømme, at jeg føler mig lidt bogløs lige nu, men jeg skal selvfølgelig bare lige ordentligt ind i den næste.

Jeg Ser Dig er en fed bog. Punktum. Læs den og så glæd jer, ligesom mig, til fortsættelsen af denne serie.

Jeg Ser Dig får 6/6 stjerner.

Jeg Ser Dig af Clare Mackintosh

Nå, der gik som sædvanlig lidt lang tid, inden jeg fik fået lavet en ny anmeldelse, but that’s life.

Jeg har fået fornyet energi og inspiration efter en hel weekend på BogForum og med et nyt læs bøger på reolen, vil jeg fortsætte med at læse og anmelde (for det meste) fantastiske bøger her på bloggen.

Jeg Ser Dig er helt sikkert én af de fantastiske bøger. Denne skræmmende thriller kom jeg igennem i løbet af nul komma dut, og selvom den kun øgede en voksende paranoia i mit indre, så var den det hele værd.

Jeg Ser Dig af Clare Mackintosh er en thriller, der giver stalking et helt nyt element af creepiness. Zoe Walker er en helt almindelig mor til to, Justin og Katie, og kæreste med Simon. Hun har et job som revisor for en ejendomsmægler i det centrale London, som hun pendler til hver dag. Men en dag opdager Zoe et billede af sig selv i avisen i en datingannonce, og da hun kontakter politiet får hun fat i Kelly Swift, en degraderet betjent, der opdager faren ved Zoes rute til arbejde, da den er forudsigelig. Men hvem kender den. Hvem kigger på hende?

Der er et eller andet ved emnet ”stalking”, som jeg finder så mega hamrende uhyggeligt og samtidigt så spændende – det er som om jeg sidder med hænderne foran ansigtet og så lige løfte den ene finger, så jeg kun lige kan se en sprække. Det er altså bare et super spændende emne, og efter at have læst Michella Rasmussens ”Stalker”, var det fedt at fortsætte emnet på en så spændende måde. Props til Mackintosh.

Jeg valgte overraskende nok at læse denne bog på dansk i stedet for engelsk. Det var måske ikke et helt vildt aktivt valg – kan man sige – den var der ikke på engelsk i bog butikken, og jeg var for utålmodig til at vente en uge inden de kunne få den hjem. Anders nede i bog og idé fik derfor et ja tak fra mig og jeg fik en bog fra ham. Ej hvis bare man kunne gå ind i en bog butik og sige ”ja tak”, og så fik man en gratis bog. Altså jeg betalte Anders. No worries.

Bogen følger hovedsageligt de to karakterer: Zoe Walker, vores protagonist, hvis synsvinkel bliver fortalt gennem første person, og vores hoved biperson, Kelly Walker, hvis synsvinkel er fortalt i tredje person. Det forvirrede mig lidt i starten, da jeg aldrig har set det før, men det fungerede fint. Jeg fandt dog aldrig ud af, hvorfor det blev delt op på den måde. Der er dog endnu en synsvinkel. Det er vores antagonist, der popper kort op i slutningen af en håndfuld kapitler, og som virkelig gav mig myrekryp. Man får et kort indblik i antagonistens tanker, men uden at vide, hvem det er, og det virkede skide godt – undskyld mit franske.

Forfatteren er meget god til at give alle bipersonerne en så levende beskrivelse, at man når at lære alle karakterene godt at kende. Det skaber en dynamik og nogle gode miniplots, der prøver at lede læserens tanker over på hvem morderen kan være. Mackintosh fik mig til at ændre mening om, hvem antagonisten var, 3 gange. Well done.

Historien ender med et plot twist, og man når ikke at se det komme før det er for sent – eller var det bare mig, og så må i kalde mig langsom.

Jeg vil i hvert fald give denne hårrejsende, myrekrybsfrembringede og helt igennem skrækindjagende roman min varmeste anbefaling.

Jeg Ser Dig får 6/6 stjerner.

Divergent af Veronica Roth

Jeg oplevede Divergent første gang på TV, og jeg syntes faktisk, den var ret fed (min mening om 2’eren og 3’eren var dog ikke ligeså excited). Da jeg så bogen i Arnold Busck, købte jeg den altså.

Veronica Roths Divergent er en science fiction roman, der har et coming-of-age tema, men som også fokuserer på et samfund, hvor folk, der afviger fra samfundets normer, bliver straffet.
I en postapokalyptisk verden i fremtiden lever 16-årige Tris. Hun lever i et samfundet, der er opdelt i fem fraktioner alle med forskellige normer – som består af: Puritanerne, Sanddru, Pacifisterne, Intelligentsia og Skytsenglene. I denne verden skal man som 16-årig vælge en fraktion, og dette betyder enten, at hun skal sige farvel til sin familie eller sige farvel til, hvad hun står for.

Det er en vildt interessant idé Roth har haft med at opdele denne verden i fraktioner baseret på holdninger og overbevisninger. Det er nogle sjove karakterer, man møder fra hver fraktion, der viser de ”unoder” deres fraktion har givet dem. For eksempel at Trish ikke er vandt til at måtte se sig selv i spejlet, da Puritanerne ikke tror på forfængelighed. Det er også sjovt at møde Trishs ven Christina, der er vokset op som Sanddru, hun er derfor ikke vandt til at lyve, så hun er enormt bramfri som person.

Trish er en skøn hovedperson, der ligesom så mange andre er i tvivl om hendes egen identitet og med hvad hun skal i livet. Hun er samtidigt en rebel, der tør betvivle systemet og de autoritære roller, selvom det kan give hende problemer. Hendes hunger efter at passe ind bliver hele tiden ikke opfyldt i takt med, at hun altså bare er anderledes end dem omkring hende. Igennem roman en, lærer hun at håndtere denne rolle, og efterhånden ser hun den positive side af hendes afvigende personlighed.

Jeg var enormt imponeret over, hvor meget filmen og bogen mindede om hinanden. Filmen har virkeligt formået at være tro mod den verden, som Veronica Roth har skabt. Jeg blev overrasket over, hvor lidt ”ekstra-materiale” der var i bogen. Som regel, når jeg læser en bog efter at have set filmen, så åbner historien sig endnu mere op, og det var ikke rigtigt tilfældet denne gang. Meget få gange var der en ekstra scene her og der i bogen, men ellers var det præcis det samme, der skete i bogen som i filmen. Det er jo på sin vis ret imponerende, men jeg var lidt skuffet som læser, da jeg havde håbet på, at der var lidt mere kød på bogen.

Romanen er meget letlæselig med et flydende sprog, hvor man bare bladrer igennem siderne. Det var faktisk rart at læse en så nem ungdomsroman, hvor plottet og karaktererne er skide gode, og de holder læseren stimuleret hele vejen igennem. Det er uden tvivl ikke et mesterværk, men jeg synes stadigt, den holder. 

Divergent får 4/6 stjerner.   

The Girls with All the Gifts af M.R. Carey

Okay, den her bog var noget af et projekt, der tog mig et år at komme igennem. Det var ikke fordi, bogen ikke var god, den var fed, men i et forsøg på at få min kæreste til at elske bøger, valgte jeg at læse den højt for ham. Jeps, jeg er selverklæret bog-pusher. Gud hvor tog det lang tid, men han elskede den. Det var ham, der begyndte at sige ”Skat? Vil du læse et kapitel mere?” På trods af hyggen og entusiasmen, tog det alligevel laaang tid at læse den, men jeg har allerede bestilt vores næste projekt. Så må vi se om den tager ligeså lang tid. Jeg anmelder den engelske version, men jeg ved, man også kan købe den på dansk.

The Girls with All the Gifts af M.R. Carey handler om pigen Melanie. Melanie sidder i sin celle hver dag indtil militærmænd åbner endes celle og forsigtigt skubber hende ind i et klasselokale med andre børn ligesom hende. I klasselokalet bliver de undervist i forskellige fag af forskellige lærere, efterfølgende får de en smagsløgs grød som næring og nogle gang bliver de lukket ind i et rum, hvor de bliver baddet i en slags røgsky. Alle tidspunkter af døgnet sidder Melanie spændt fast i en kørestol i metal, hvor hendes ben og arme er spændt fast, og så har hun mundkurv på. Men hvorfor alt den sikkerhed? Det er fordi, Melanie er en zombie. Dr. Caldwell, som arbejder på militærbasen aka Melanies hjem, søger aktivt efter en kur mod den zombieepidemi, der har smittet store dele af menneskeheden. Melanie er måske svaret på problemet.

Min kæreste er på ingen måde en bogorm. I vores reol har jeg samlet alle hans bøger og der er fem, hvor to af dem er fra hans studie. Jeg elsker selv at læse, og jeg ønskede, at han skulle få samme glæde ved bøger, som jeg selv gør. Først prøvede jeg at vise ham nogle af alle mine fede bøger. Det virkede på ingen måde. Dernæst gav jeg ham n bog, som han selv havde snakket om Liars Poker. Den læste han 36 sider i før han gik død. Så foreslog jeg lydbøger. Det blev der nikket til, men så var det ligesom også det. Endligt så jeg ved et tilfælde traileren til filmatiseringen af The Girls with All the Gifts, og huskede at jeg havde køt den for lang tid siden. Jeg vidste traileren til Mathias, og da han sagde, den så fed ud, så sagde jeg ”så lad os læse den skat”. I’m sneaky, I know.

Forfatteren er enormt god til at skifte mellem forskellige synsvinkler, ud man bliver forvirret som læser. Selvom han altid indikerer med navn, hvem der snakker, så tuner læseren sig lynhurtigt ind på hvem det er ud fra karakterens personlighed, sprog og point of view. Bogen skifter mellem mellem Melanie, Miss Justineau, Dr Caldwell, Sr parks og Gallagher. Det er forskelligt, hvem der for mest ”taletid” i bogen, men jeg kunne helt sikkert bedst lide det fra Sr Parks point of view. Han er bare sådan en off karakter, som man både hader og elsker. Han agerer i det hele taget som en douche, men han handler uselvisk og hele tiden for the greater good.

Melanie er en enormt interessant karakter. Hun er bogens centrum og hovedperson, men der er så meget mystik omkring hende, de meget langsomt bliver vist for læseren. Som karakter er hun det man ville kalde en oxymoron. På den ene side er hun en lille uskyldig pige, men hun er jo underkastet den her virus, der gør hende til en dræbermaskine. Det er interessant at følge hende, når hun er i beast mode.

Jeg kan dog ikke give M.J. Carey’s roman topkarakter. De gange, hvor synsvinklen skifter over til Dr. Caldwell bliver sproget for avanceret. Jeg kan godt forstå, at hun selvfølgelig er videnskabsmand osv., men jeg synes det blev for meget, og ofte sad jeg bare og mumlede mig igennem det, da hverken mig eller min kæreste forstod, hvad der ellers blev sagt.

”Caldwell would have expected the hungry pathogen to be better adapted. She would have expected Ophiocordyceps to manipulate the cells of the host’s hypothalamus more skillfully suppressing the hunger drive after the first few bites … ”

Jeg ved ikke, om du forstår, hvad der står, men det gør jeg i hvert fald ikke. Jeg fandt en bestemt måde at udtale Ophiocordyceps, men jeg ved reelt ikke, om det er sådan man siger det. Det var ikke fordi, kapitlerne fra Dr Caldwell’s point of view var dårlige. Hun er en fed karakter, der har et koldt og kynisk syn på tingene, men som jo i sidste ende, prøver at redde menneskeheden, sproget kunne dog godt have været mere almindelig menneskeagtigt.

Jeg synes også, bogen blev lidt for lang i forhold til, at der ikke skete noget i en stor periode af den sidste halvdel af bogen. Jeg prøver virkelig ikke at spoile, til dem der ikke har læst den, men der er ret mange gentagelser og venteperioder i teamet ”overlevelsestur”.

The Girl with All the Gifts får 4/6 stjerner.