Interview med Majbritt Maria Nielsen

Interview med Majbritt Maria Nielsen

Efter jeg læste Søsterskriftet af Majbritt Maria Nielsen fan-girlede jeg for vildt over den nye veninde, jeg følte, jeg havde fået. Jeg tog chancen og kontaktede hende gennem LinkedIn, for at se, om hun havde lyst til at mødes til et interview. Det var utroligt, hvor meget jeg skulle holde mig selv i nakken, så jeg forblev professionel på skrift og skjulte mit imaginære venskab med hende. En time senere så skrev hun faktisk tilbage. Hot damn. Hun var på.

Vi mødtes efter nytårsreset var overstået og Majbritt var præcis som jeg havde håbet: sød, relatable og med en fed portion humor. Det er også derfor, jeg tør skrive den øverste paragraf, selvom jeg ved, hun kommer til at læse det her.

Debattør, radiovært, foredragsholder, skribent – kært barn har mange navne og apparently også mange titler, og nu kan titlen som forfatter tilføjes på den lange liste. Idéen til forfatterskabet opstod, ifølge Nielsen, fra en lykkefølelse.

 ”Der kom over en lang periode, hvor jeg blev meget klar over: Gud hvor har jeg det egentligt godt. Og det var ikke fordi jeg havde vundet i lotto eller fået en ny kæreste. Alle mine problemer var ikke væk.”

Forfatteren har haft mange problematikker i sit liv og slukket mange brande, som hun selv siger. Derfor vidste hun efterhånden alting har en ende også de dårlige ting. Efter flere snakke med veninderne fandt hun flere historier og følelser, der gik igen, og som alle kunne spejle sig i.

”Og så tænker jeg, jeg laver en maggiterning af det og samler det. Hver gang vi havde snakket om det, så havde vi det jo bedre.”

Efter et møde med People’s Press, hvor hun pitchede ideén fik hun til opgave at skrive lidt på bogen og så sende forlaget nogle sider. Da forlaget til sidst sagde ja, stod Majbritt med overvældende følelser. Nu skulle hun til at være forfatter. Kunne hun det? Måtte hun det? Følelserne strømmede igennem hende, men hårdnakket tog hun valget om at slå til og give den hele armen.

”Det skulle være sådan at tissen rendte ned af mig fordi jeg havde fået skrevet alt.”

Bogens struktur blev langt fra skrevet struktureret. forffatteren beskriver, hvordan hun skrev emner og idéer på post its, som hun så satte op på sin væg. Efterfølgende så hun, hvordan de enkelte post its idéer passede under bestemte emner. Hele hendes ene væg blev hurtigt dækket af de farvede lapper papir rundt om hendes skrivebord.

Så kunne jeg stå sådan forfatter agtigt og kigge på det. Det kunne også være fedt, når nogen kom på besøg. Så kunne man sige ” nå nej undskyld det roder. Det er bare nogle noter til min bog.’’

Forfatteren beskriver, hvordan nogle kapitler var så klare, at de nærmest skrev sig selv

”Der er nogle af kapitlerne der blev skrevet på en dag, hvor jeg har siddet i to timer og ikke været på toilettet hele dagen…”

Hele vejen igennem bogen blotter forfatteren sig enormt meget, nogle emner er selvfølgelig mere hårde end andre, men jeg blev nysgerrig på, hvordan det var at blotte sig så meget.

”Jeg ved ikke hvorfor, men af en eller anden grund, så er det bare ikke min zone of terror. Jeg tror det er fordi det er så universelt. Jeg får 3-4 henvendelser om dagen fra kvinder der siger ”du har skrevet en bog om mig”. Jeg får den følelse af, at jeg er ikke alene om denne oplevelse.”

Et ømt punkt for forfatteren var dog de ting, hun nævnte om sin familie. Forfatteren forklarer, at hun har haft et næsten ikkeeksisterende forhold til sine forældre i en lang periode, men at hendes familieforhold faktisk er blevet bedre efter hendes bog. Inden Søsterskriftet udkom havde hun også fortalt sine forældre alt og afstemt alle ord i bogen.

Men det er jo ikke kun forfatterens familie, der bliver nævnt i bogen, veninder og tidligere mænd  fra forfatterens fortid fylder også i fortællingen. Personerne nævnt i bogen er dog alle Frankensteins monstre, som Nielsen beskriver det, hvor hun har taget lidt fra en person og lidt fra en anden.

”Tingene er sket, men tingene er sat sammen, så folk ikke kan komme og sige ”det skal du ikke skrive om mig.”

Der har også været et par ekskærester, der har kontaktet hende efter udgivelsen, som forfatteren grinene har kunnet ignorere.

Efter at have læst Nilsens værk var jeg jo selv helt vildt begejstret – som man kan læse i min anmeldelse – og det kom bag på mig, da jeg så at for eksempel politikken havde givet hende en dårlig anmeldelse. Det er dog umiddelbart ikke noget, der røre forfatteren. Hun trækker på skulderen med et smil på læben.

”Jeg har fået nogle dårlige anmeldelser… Men det kan jeg sgu godt klare. Jeg får ligeså gode anmeldelser som Hella [Joof] får, men til gengæld kan vores læsere godt lide os, og det er altså vigtigere for mig. Følelsen af, når man har delt noget med en veninde, og man sidder og tænker: er vi måske de klogeste i verden. Det tror jeg nok vi er.”

Jeg grinte meget af forfatterens sidste kommentar, da jeg har flere veninder, jeg har haft denne oplevelse med.

Forfatteren fortæller, at hendes yndlingskapitel er sexskriftet, da hun føler, det er noget man virkelig kan få noget ud af da det er hands on, som hun grinene beskriver det. Det var et kapitel der røg ud af hende, og hun skrev det i en køre. Hun elsker alle sine kapitler, men Sexskriftet gav hende mulighed for at berøre et emne, som andre finder farligt.

”Der er sådan en forskrækkethed og bornerthed i folk når det kommer til sex, og måske kunne jeg være med til at få det ud af dem.”

Alt i alt har hun lært en masse gennem oplevelsen af at skrive sin bog. Forfatteren kunne pludselig bekræfte over for sig selv, at hendes sprog kunne bruges til noget hun ikke var vant til. Hun skulle ikke lyde klog i en offentlig debat, men skulle i stedet fortælle om noget mere følsomt. Bogen handlede om at komme ud med forskellige emner og oplevelser, mange kvinder kunne spejle sig i. Hele oplevelsen var en big deal for forfatteren, og det var en oplevelse, der krævede mod.

”Jeg har jo også skrevet tak til mig selv for at turde noget.”

Slutteligt kan jeg fortælle jer kære læsere, at forfatteren lover endnu en bog, men hvornår det bliver, kan hun dog ikke fortælle. Jeg ved i hvert fald med mig selv, at jeg glæder mig til at stå klar i bogbutikken, når den kommer.

 

Interview af Michella Rasmussen

En mandag aften tog jeg toget hjem fra arbejde med en veninde. Vi er begge bogelskere, og da samtalen bevægede sig over på emnet om lydbøger, måtte jeg dele min fantastiske oplevelse med Stalker. Min veninde studsede over titlen og spurgte, om den ikke var skrevet af Michella Rasmussen. Det bekræftede jeg, og så fandt jeg ud af, at hun kendte Michella.

Michella og jeg blev så introduceret til hinanden til BogForum 2018, hvor vi efterfølgende aftalte at mødes til en snak om hendes debutroman Stalker fra 2016 og om hendes forfatterskab. Snakken tog vi på en hyggelig café i Valby en kold søndag formiddag.

I en alder af blot 28 år, har Rasmussen allerede udgivet fire bøger samtidig med, hun har et fuldtidsjob ved siden. Jeg sad derfor med lidt nerver på, da jeg skulle interviewe denne super inspirerende kvinde, der i så ung en alder, har opnået så meget. Michella var dog helt nede på jorden, når hun snakkede om sit forfatterskab og fortalte, hvordan den første bog, hun skrev, faktisk var blevet afvist.

”Jeg var jo meget bidt af fantasy i starten, men efter afslaget kunne jeg godt se, at det måske var svært at starte ud med fantasy, og så begyndte jeg at tænke på ungdomsbøger. Nu er jeg blevet helt vild med ungdomsbøger. Jeg elsker også selv at læse dem.”

Efter den erkendelse tog forfatteren mod til sig et par år efter afslaget og indsendte en ungdomsroman til Tellerup igen. Denne gang var resultatet helt anderledes, hun fik et opkald fra redaktøren fire uger efter, hun sendte sin bog ind til dem, og så begyndte de ellers at arbejde sammen om at få Stalker udgivet. Rasmussen fortæller om at arbejde med Tellerup med et kæmpe smil på læben.

”Det er meget personligt på Tellerup. Ikke at jeg kan sammenligne med nogen andre, da jeg kun er udgivet hos dem, men man føler sig ikke som en lille fisk i et stort hav. Selvom andre forfattere sælger mere, så er det ikke fordi, de gør mindre ud af mine bøger.”

Inspirationen til emnet kom fra en personlig oplevelse, som forfatteren havde. Hun blev ikke selv stalket, men efter hun havde skældt nogle teenagere ud for at stjæle i hendes ejendom, havde hun en oplevelse, der ledte hendes tanker på emnet.

”Efter den episode gik mændene i familien ud, når de skulle ryge, og så kiggede de bare ind i min lejlighed. Jeg var ret skræmt, da jeg følte, de holdte øje med mig, så jeg slukkede nogle gange lyset i lejligheden, så de ikke kunne se mig. Der skete aldrig mere end det heldigvis, men det fik mig til at tænke på emnet.”

Hun fortæller også, at bogen oprindeligt kun var fortalt fra Julies synsvinkel. Det var forfatteren Nicole Boyle Rødtnes’ bog Bitchen imellem os der inspirerede hende til at tilføje stalkerens synsvinkel. Hun synes faktisk, det var den mest spændende synsvinkel at skrive, selvom den var uhyggelig. Hun researchede stalkere rent psykologisk, hvad der kunne sætte dem i gang, men det var også en masse fantasi, hvor hun prøvede at sætte sig i hans sted.

Bogen modtog rigtig mange gode anmeldelser, men den har også fået lidt kritik, og jeg blev nysgerrig på, hvordan Rasmussen taklede dette som førstegangs forfatter.

”Det var svært, men jeg synes faktisk, at mange bogbloggere er gode til at give konstruktiv kritik, som jeg kunne tage til mig og bruge til noget.”

En rigtig svær oplevelse for forfatteren var dog, at hendes roman blev sat under krimisektionen på Mofibo. En genre forfatteren slet ikke synes passede til hendes ungdomsbog, og de voksne læsere gav den heller ikke megen ros.

”Læserene synes bare det var en skod bog – de gav den mega dårlige anmeldelser, som var svært at bruge til noget, fordi det er jo ikke en krimi. Jeg plejer dog ikke at kommenterer på anmeldelser. Det er jo deres holdning.”

Til slut blev jeg nødt til at spørge om forfatterens fremtidige planer. I oktober udkom hendes nye bog Jeg ser dig (som jeg allerede har bestilt på plusbog), men jeg måtte høre hende, om hun var i gang med noget nyt.

”Jeg må godt røbe lidt. Jeg Ser Dig bliver en serie med fire bøger, men det bliver ikke med samme hovedpersoner. Hovedpersonerne i den første bog kommer også med i næste bog, men vi følger nogle nye karakterer.”

Forfatteren røber desuden, at hun regner med at den næste udkommer i 2020, hvilket sikkert er til stor skuffelse for alle hendes læsere. Det er dog umuligt andet, da forfatteren jo har et fuldtidsjob ved siden af forfatterkarrieren.

Jeg tænker, at os læsere bare har endnu mere tid at glæde os i. Jeg ser i hvert fald frem til at starte på den først bog, som Michella beskriver som en rigtig feel-good bog. My favourite. Det bliver spændende fortsat at følge Michella Rasmussen. Dette er en forfatter med sin helt egen skrivestil og entusiasme til bøger. Læs også hendes hjemmeside igennem en gang. Den er vildt underholdende.

Interview af Katina Ali Rasmussen

Efter at læse Aydin Soeis bog Omar – og de andre blev jeg enormt interesseret i Katina Ali Rasmussen, som var Omar el-Hussens kontaktperson i en periode, da han var 11 år gammel. Jeg tænkte på, hvem denne her seje og inkluderende kvinde var, og hvad hun havde gang i den dag i dag.

Forfatteren Aydin Soei og Katina har kendt hinanden i lang tid, og inden Aydins bog var en realitet, havde de to haft flere snakke om Omar. Det var pga. de snakke, at Katina blev en del af Omar – og de andre. En bog alle selvfølgelig skal læse – just FYI.

Det er jo efterhånden mange år siden, at Katina var Omars kontaktperson, og efter alt der er sket, blev jeg nysgerrig på, hvordan hun havde det med at grave i minderne om tiden med Omar el-Hussein.

“Det var helt ok. Men jeg synes vi mangler at få et helt billede af Omar el-Hussein som et menneske. Hvem var han som et barn? Han var ikke født som torrerist, vel. Det kunne være fantastisk, hvis man kunne høre Omars mors fortælling om ham som barn.”

Som Katina selv forklarer i bogen, er Omar jo fuldt ud ansvarlig for sine handlinger, men hun gør sig stadig tanker, om der var noget/nogen, der kunne have forebygget hans opførsel. Som en rigtig handlingskvinde, har hun i hvert fald gjort sit forsøg på skabe en organisation, der kan foregribe og forebygge radikalisering. Denne organisation hedder Amal Hayat Denmark. Hun forklarer, at hendes oplevelse med Omar havde en stor indflydelse på hendes beslutning om at starte Amal Hayat.

“Amal Hayat er unik i sin arbejdsform, da vi er den eneste civilsamfundsorganisation i Danmark, der udelukkende beskæftiger sig med at foregribe og forebygge radikalisering. Vi fokuserer på religiøs radikalisering og bande-radikalisering, eftersom der ofte er overlap mellem de to typer radikalisering. Vores største ambition med foreningen er, at hjælpe unge der er på vej ind eller ud af radikalisering med råd og vejledning samt deres pårørende.”

Dengang hun arbejdede som kontaktperson for bl.a. Omar, opsagde hun sin stilling, da hun mente, at indsatsen var spild af tid så længe familien/forældrene ikke blev involveret. Dette er et fokus hos Amal Hayat. Katina beskriver vigtigheden i samarbejdet med alle i familien med henblik på rådgivning vedr., hvordan de skal kommunikere med deres børn ift. antiradikaliseringsprocessen. Derudover sætter de også forældre og familie ind i den unges tankegang i forhold til, hvorfor den unge opsøger radikaliserede miljøer.

Med et smil på læben fortæller Katina om Amal Hayats succes.

”Den største succes Amal Hayat har haft som frivillig organisation har været, at bidrage til, at et par unge mennesker har truffet et valg om at forlade de radikaliserede miljøer og komme i gang med uddannelse og arbejde. Amal Hayat har ikke alene æren for at de unge mennesker har truffet nogle fornuftige valg, men vi har koordineret indsatsen og sikret, at de unge har fået den rette hjælp fra forskellige instanser i samarbejde med forældrene.”

Udover Amal Hayat Denmark har Katina gang i 100 andre projekter udover at være kone og mor. Jeg synes dette er en kvinde, der er værd at følge, og hun er en rollemodel. Hun tager sagen i egen hånd og knokler for at få det til at lykkedes. Gang i dig, Katina.

Mødre om Mor af Tine Skovmøller

Så er jeg endelig tilbage. Efter en lang pause fra bloggen er jeg igen klar med et nyt blogindlæg.

Mit sidste indlæg var helt tilbage i maj, hvor jeg anmeldte Tine skovmøllers bog Mor. Som en ikke-mor synes jeg, det var vigtigt, at jeg fik meningen om MOR fra faktiske mødre. Jeg udvalgte derfor forskellige mødre i mit netværk, og fik dem til at læse bogen. Camilla som har et barn på 2, Helle som har 3 voksne børn samt 5 børnebørn (snart 6 – tillykke Helle), Sanne som har to voksne børn, og så synes jeg kun, det var på sin plads, at min egen mor skulle ytre sin mening om bogen.

Jeg stillede mødrene de samme spørgsmål til bogen og på trods af, at ingen af mødrene havde haft samme oplevelse som forfatteren, så kunne alle relatere til emnerne på et vist niveau.

Kunne du relatere til bogen?

Suzie: ”Jeg faldt hurtigt ind i rollen. Ikke ligesom hende. Jeg havde ikke svært ved det, men jeg har været ligeså usikker.” Hun bliver ikke forarget, når kvinder taler negativt om det at være mor, da hun selv har oplevet frustrationen ved babygråd osv.

”Det er svært at være sig selv, finde sig selv og huske sig selv. Og det er svært at sige det. Uanset hvem man er, så må der være noget som alle mødre kan identificere sig med. I hvert fald tilnærmelsesvis.”

 

Sanne: ”Den måtte godt have været mere dybdegående, men formen med små episoder var god.” Sanne havde ikke haft samme hårde oplevelse med at blive mor, men hun opfattede bogen som humoristisk og med gode vinkler som er værd at tænke over. ” En god bog for kvinder der har prøvet det samme.”

Helle: ”Ja. Glansbilledet fra medierne er langtfra sandheden. Man er bestemt ikke den overskudsagtige hotte kvinde med perfekt hår, hud og vægt. Der var dage, hvor man end ikke nåede at komme ud af nattøjet.” Helle havde desuden selv prøvet et akut kejsesnit, så det havde hun tilfælles med forfatteren.

 

Camilla: Camilla har også prøvet akut kejsersnit, og hun havde en rigtig hård oplevelse og føler bl.a., at forfatteren ikke gik nok ind i denne oplevelse rent følelsesmæssigt i bogen. I det hele taget følte hun ikke megen tilknytning til bogen og kunne relatere meget lidt til forfatterens fortælling. ”Det eneste jeg kunne relatere til, var det der med, at når du lige har fået et barn, at så sidder andre og siger, at så skal du vel have nummer to.” Camilla havde selv været ud for samme oplevelse, hvor hun følte, at det var som om det ikke var nok at hun havde fået et barn. Det var som om andre følte, de havde ret til at kommentere på antallet af børn, hun skulle have.

 

Tine Skovmøller snakker både i sin bog og i interviews om, det at blive dømt, hver gang hun ikke følger den uskrevne ”opskrift”, der forklarer, hvad man gør som mor. Camilla tog selv emnet op, men det var et vigtigt spørgsmål, jeg også stillede de andre mødre.

 

Da du blev mor, følte du så et pres fra samfundet til at være på en bestemt måde?

 

Helle: ”Både og, mødre som ikke ammede blev der kigget skævt til. Mange kunne af den ene eller anden grund ikke få gang i amningen, og følte sig som en fiasko. Jeg husker tydeligt den forventning sundheds personalet havde til mig. Ville jeg ikke amme, kunne jeg skade mit barn.”

 

Suzie: ”Nej. Ikke fra samfundet, men som de første i vores omgangskreds til at få børn blev vi konfronteret af undren over, at vi havde ændret os. De kunne ikke forstå at vi ikke var ligeså gæstfri eller kunne feste ligeså meget som før.”

 

Sanne havde en interessant pointe omkring forfatterens lidt dobbeltmoralske tilgang til fordømmelse.

Sanne: ”Til tider var hun dømmende overfor de kvinder, hun tror dømmer hende. Sanne referere til kapitlet om fastelavn, hvor forfatteren fortæller, hvordan der ikke var nogle point at hente fra de andre forældre, da hun havde købt et kostume i Fætter BR og pizza til børnene. ”Hun understreger at hendes medbragte pizza var det eneste, der blev spist færdigt til arrangementet og dømmer derved de andre mødre som værende højrøvede pga. det mad de selv har lavet, fordi hun føler sig dømt. ”Vi skal holde op med at dømme hinanden så meget.”

Har du et råd til andre mødre, som du føler hjalp dig til at være en god mor?

Camilla: ”Jeg ser det fra barnets vinkel. Jeg prøver at være pædagogisk og stå fast. Jeg kan godt være ’bad guy’ i stedet for pylremor. På den måde har jeg undgået at få et primadonna barn.”

Sanne: ”Lad vær med at bekymre dig om det, men lidt forberedelse om dit barns udvikling er nok en god ide.”

Helle: ”lyt til din egen fornemmelse og tro/stol på, at det du vælger er det bedste for jer. Dit barn vil elske dig uanset hvad samfundet mener, og du vil være den vigtigste person i dit barns liv.”

Suzie: ”At skabe en rytme for barnet kan være svært for dig som menneske men det gør det nemmere at være forældre.”

Åben øjnene – Interview med Peter Solberg Dirksen om Cutter

På en regnfuld tirsdag eftermiddag satte Peter Solberg sig sammen med mig for at snakke om sin nye bog, Cutter på cafeen Boulebar. Det er den café i København, hvor man kan spille pétanque indenfor. Der var godt gang i den, da vi satte os sammen, og med grin og stemningsfyldt popmusik var denne baggrund i skarp kontrast til det hårde emne, vi skulle bevæge os ind på.

Peter og jeg mødtes første gang til BogForum tilbage i november 2017. Her fortalte han mig om inspirationen til hans nye bog, så jeg havde allerede meget baggrundsviden, inden jeg overhovedet læste Cutter. Efter at have læst historien var der derfor et spørgsmål, der var meget vigtigt for mig at få stillet.

”Hvor meget af historien er autobiografisk?”

Det er nemlig sådan at hovedpersonen, Mila i Cutter er baseret på den 16-årig tyske udvekslingsstudent, der boede hos Peter og hans familie i skoleåret 2015/2016. Familien opdagede efterhånden, at hun havde lange ar ned af armene, og denne opdagelse fik dem straks til at søge hjælp.  

“Hendes familie syntes afvisende, gymnasiet sagde, at hvis hun sagde nej til at gå til psykolog, så kunne de ikke gøre noget, og udvekslingsorganisationen troede ikke på os til sidst.”

Peter og hans kone stod derfor helt alene med et barn, som jo ikke var deres eget, og fik overdraget et ansvar, som ikke burde være deres. De prøvede at hjælpe hende selv, men de havde på daværende tidspunkt ingen viden om, hvad de skulle gøre, eller hvem de skulle gå til. Peter fortalte om de forskellige ting, de prøvede at gøre, men intet virkede.

”Du tror du kan hjælpe hende gennem kærlighed og omsorg, men det hele eksploderede i hænderne på os.”

Oplevelsen var meget hård for Peter og hans kone, og det endte i sidste ende med, at parret gik fra hinanden efter Cutter blev skrevet.

Forfatteren beskriver Cutter som værende 80% sand historie og 20% fiktion. Dette var meget overraskende, men bogen har også en autenticitet, som er svær at fake.

”Stort set alle dialoger i bogen er baseret på ca. 3500 beskeder som udvekslingsstudenten og jeg skrev til hinanden på Facebook, hvor jeg virkelig prøvede at gå ind og forstå hende og se, hvordan vi kunne hjælpe hende.”

Egne erfaringer er i det hele taget en stor inspirationskilde for Peter når det kommer til hans forfatterskab. Hans tidligere bøger er alle fiktive, men inspirationen er hentet fra oplevelser fra hans eget liv, og det er sådan han arbejder.  Han beskriver sig selv som mere impulsiv end planlæggende i sit forfatterskab.

”Jeg sætter mig ned, og så skriver jeg hele historien. Jeg skriver brudstykker, og så prøver jeg at skrive historien i en køre. Børnenes mor var ved at blive sindssyg, fordi jeg ville stå op om natten og skrive gule sedler til mig selv.”  

Det var dog langt fra nemt at få skrevet Cutter. Oplevelsen bragte en masse smerte ind i forfatterens liv. Pigens selvskade mindede Peter om sin egen selvskade tilbage fra da han var 15 år. Dette var noget han havde fortrængt hele sit voksenliv, og oplevelsen var så hård for Peter, at han for første gang i sit voksenliv skar i sig selv for at finde lindring for de følelser, der var dukket op inde i ham.

”Da jeg skrev Cutter var jeg meget sårbar på det tidspunkt, fordi der sad alt sorgen og smerten stadig i kroppen på mig.”

Forfatteren skrev meget af bogen i sit sommerhus, og her havde han mareridt hver nat. Det ene værre end det andet, og alle handlede om pigen, der ændrede hans liv. Efter at opdage LMS (Landsforeningen Mod Spiseforstyrrelser og Selvskade) fik Peter konstateret PTSD. Det tætte forhold, han fik til pigen og frygten for, at hun skulle dø under familiens opsyn, lå så dybt i ham, at han ikke kunne lade være med at tænke på det.

Peter beskriver hende som en bonusdatter og forklarer, at han elsker hende stadigt til den dag i dag, som var hun hans egen datter. På trods af folk har fortalt Peter, at dette er en ”forbudt” tanke at have, er Peter klar i spyttet omkring de stærke følelser hans bonusdatter gav ham. Peter og hans ekskone mistede en datter ved fødslen, og forfatteren beskriver, at hans nye bonusdatter var ligesom han forestillede sig sin afdøde datter havde været. Han udfordrer tanken om at vi ikke må elske et andet menneske sådan. ”Må” man elske et andet barn ligeså højt, som man elsker sine egne børn?  Hvorfor skal der være restriktioner på vores kærlighed til hinanden?

Bogen starter med et quote, der handler om, at et menneske kan ændre dit liv, og dette forklarer han, at pigen har gjort på godt og ondt. Han elsker hende, men samtidig har hun også ødelagt hans familie.

Peter er en afspejling af hans tabubrydende bog, da han selv ikke er bange for at bringe ’forbudte’ emner op. Og det er ikke kun kærlighed, der har mødt Cutter i det offentlige rum. I samarbejde med LMS er der lavet undervisningsmateriale, hvor Cutter bliver brugt til folkeskoleelever, og Peter fortæller, at der var en folkeskolelærer, som lavede en dårlig anmeldelse uden rigtig at have læst bogen, hvorfor anmeldelsen var faktuelt forkert. Hun må – efter Peters bedste vurdering – have følt sig frastødt af emnet, ligesom hun skrev sin anmeldelse uden først at have lavet research om det svære emne, hvilket er skadeligt for alle parter, da myterne omkring selvskade er mange, hvorfor det er vigtigt at fremhæve fakta. Dette er et fantastisk (og tragisk) eksempel på, hvordan unge, der udøver selvskade, bliver afvist hver dag. Mange mennesker snakker ikke om slevskade, fordi det er ubehageligt, og ved ikke at snakke om emnet er det som om, det ikke eksisterer.

Forfatteren fremhæver tid som et vigtig understregning på denne problematik.

”Der var mange af mine venner, der sagde, at selvskade jo ikke fandtes i 80’erne.”

Men det var slet ikke den oplevelse Peter selv havde i 80’erne. Selvfølgelig fandtes det, men det var ikke et emne i det offentlige rum. Tid var derfor en måde for Peter at pointere selvskade som et tidløst emne.

Lad os være med til at snakke om emner, der ikke ’bør’ snakkes om i stedet for at afvise hinanden. Emnerne forsvinder ikke fordi man lukker øjnene.