Cutter af Peter Solberg Dirksen

Bogen er købt på bogforum hos Forlaget Egolibris

Efter at have stødt på genren trauma fiktion flere gange gennem min uddannelse, tog det mig ca. 2 måneder efter jeg købte Cutter, til jeg satte mig ned og læste den. Jeg vidste, at dette var en bog, der skulle tages i en køre, fordi jeg ikke ville kunne blive i de følelser, denne genre giver mig, i længere tid.

Bang!

Bogen laver en højere lyd end forventet, da jeg smækker den sammen efter den sidste sætning. Jeg lukker øjnene og ryster hovedet i et forsøg på at blive mig selv igen.  Denne rejse forfatteren, Peter Solberg, tog mig på, har ikke kun underholdt, skræmt og udmattet mig, den har også forandret mit syn på konceptet svaghed.

Historien er sat i slut-firserne og er to-vinklet fra henholdsvis Mila og Martys point of view. Mila flytter med sin far, mor og lillesøster til Belgien, hvor de får Marty som udvekslingsstudent i et halvt år. Marty kommer fra en problemfyldt familie med en alkoholisk og voldelig far, og ankommer til en varm og kærlig familie, som er noget han skal vænne sig til. Mila er ikke synderlig begejstret for sin nye ’bror’, men Marty er det mindste af hendes problemer. Mobning, selvskade, spiseforstyrrelse og overfald er en kort opsummering af Milas virkelighed.  Vi følger nu disse to karakterer gennem et eventyr, som vil få dig til at hive dynen op over hovedet, og som vil få dig til at tænke og måske genoverveje nogle holdninger, du havde, inden du startede historien.

Det kan allerede afsløres, at der vil komme nogle spoilers i min anmeldelse. Så er du advaret, men lad ikke dette stoppe dig fra at læse bogen, for der er meget mere i den, end hvad jeg kan få ud i en snoldet lille anmeldelse.

Jeg tror allerede du har fornemmet, at jeg er ret excited over den her bog. Og hvis du ikke har opfanget det endnu, kan jeg fortælle dig, kære læser: Jeg er ret excited! Så undskyld på forhånd længden af mit første rigtige blogpost.

Cutter kan beskrives med ét ord – og jeg vil ty til min irriterende vane af hele tiden at bruge engelsk: Unexpected. Kender du det, når du ser en god film, og så sker der noget, der får dig til at spile øjnene op og sige ”Dét havde jeg ikke forventet”. Sådan er Peters bog. 

Marty og Milas forhold var noget, der glædeligt overraskede mig. Bogen lagde ret meget op til, at de to karakterer ville finde sammen, men det, at den udelukkende handler om et venskab, var forfriskende og interessant pga. de stærke følelser, de får for hinanden.

Den var lidt forvirrende i starten pga. den andeledes måde forfatteren lavede flashbacks på, og de mange navne gjorde , at jeg blev nødt til at læse de to første kapitler en gang til. Da man kom mere ind i historien, synes jeg dog, at brugen af flashbacks blev et rigtig godt virkemiddel til at give et spændende afbræk i historien.

Et af de bedste virkemidler forfatteren brugte til at skabe den uhyggelige stemning, som er uundgåelig, når man har med denne genre at gøre, var brugen af læserens fantasi.

”Mila låste døren, da hendes far var gået og fandt neglesaksen frem.”

That’s it! Mere beskrivelse er der altså ikke, om hendes selvskade i langt det meste af bogen. Jeg havde forventet lange blodige beskrivelser. Men det her er så meget værre. Det virker nok ikke sådan, når du bare læser sætningen sådan, som jeg har sat den op, men tro mig, det er creepy.

En vigtig pointe i Cutter handler om, hvordan det er at være pårørende til en, der udøver selvskade. Dette er ofte en synsvinkel – synes jeg – der bliver overset, men Marty er vores ”man on the inside”. Peter har, i samarbejde med Landsforeningen Mod Spiseforstyrrelser og Selvskade (LMS), lavet noget undervisningsmateriale til skoler, så unge kan få en bedre forståelse for det at være offeret men også for de pårørende til offeret.

Den vigtigste ting, som jeg fik ud af at læse Peters bog, har jeg selvfølgelig gemt til sidst. Det er min ændrede holdning til svaghed, som jeg nævnte længere oppe. Det var begrænset, hvad jeg tidligere vidste om selvskade. Jeg må indrømme, at jeg ikke forstod det, og at det skræmte mig. Dette har ikke ændret sig, efter jeg har læst Cutter – don’t get me wrong – men jeg har edermanme lært meget. 

Et ord som ofte bliver brugt i vores samfund om mennesker med spiseforstyrrelser eller som udøver selvskade er ordet ’svag’. Dette ord er også en genganger i Cutter, når folk omtaler Mila. Mila virker svag, når hun ikke siger fra, græder og i det hele taget ikke tør stå på egne ben, men lader sig kontrollere af andre. Men så vil jeg spørge dig, kære læser: Efter at få af vide, at hendes far forlod deres familie for en stund, lige efter hun blev født, samt at blive mobbet af klassekammerater hver dag, plus at blive voldtaget og kontrolleret af hendes første kæreste, og yderligere hver dag få af vide af stemmer i hendes eget hoved, at hun er ”tyk, grim og dum”, er det så svagt, at Mila tyr til selvskade og en spiseforstyrrelse for at overleve?

Havde du overlevet?

Bogen viser i hvert fald en vinkel på, hvordan man kan fortolke Milas ”svaghed”:

”’Mine ar på kroppen forsvinder aldrig, men de vil minde mig om alt det, der skete, og som er med til at gøre mig stærkere. De fortæller mig, at man aldrig skal give op.’”

Cutter får 5/6 stjerner.