Åben øjnene – Interview med Peter Solberg Dirksen om Cutter

På en regnfuld tirsdag eftermiddag satte Peter Solberg sig sammen med mig for at snakke om sin nye bog, Cutter på cafeen Boulebar. Det er den café i København, hvor man kan spille pétanque indenfor. Der var godt gang i den, da vi satte os sammen, og med grin og stemningsfyldt popmusik var denne baggrund i skarp kontrast til det hårde emne, vi skulle bevæge os ind på.

Peter og jeg mødtes første gang til BogForum tilbage i november 2017. Her fortalte han mig om inspirationen til hans nye bog, så jeg havde allerede meget baggrundsviden, inden jeg overhovedet læste Cutter. Efter at have læst historien var der derfor et spørgsmål, der var meget vigtigt for mig at få stillet.

”Hvor meget af historien er autobiografisk?”

Det er nemlig sådan at hovedpersonen, Mila i Cutter er baseret på den 16-årig tyske udvekslingsstudent, der boede hos Peter og hans familie i skoleåret 2015/2016. Familien opdagede efterhånden, at hun havde lange ar ned af armene, og denne opdagelse fik dem straks til at søge hjælp.  

“Hendes familie syntes afvisende, gymnasiet sagde, at hvis hun sagde nej til at gå til psykolog, så kunne de ikke gøre noget, og udvekslingsorganisationen troede ikke på os til sidst.”

Peter og hans kone stod derfor helt alene med et barn, som jo ikke var deres eget, og fik overdraget et ansvar, som ikke burde være deres. De prøvede at hjælpe hende selv, men de havde på daværende tidspunkt ingen viden om, hvad de skulle gøre, eller hvem de skulle gå til. Peter fortalte om de forskellige ting, de prøvede at gøre, men intet virkede.

”Du tror du kan hjælpe hende gennem kærlighed og omsorg, men det hele eksploderede i hænderne på os.”

Oplevelsen var meget hård for Peter og hans kone, og det endte i sidste ende med, at parret gik fra hinanden efter Cutter blev skrevet.

Forfatteren beskriver Cutter som værende 80% sand historie og 20% fiktion. Dette var meget overraskende, men bogen har også en autenticitet, som er svær at fake.

”Stort set alle dialoger i bogen er baseret på ca. 3500 beskeder som udvekslingsstudenten og jeg skrev til hinanden på Facebook, hvor jeg virkelig prøvede at gå ind og forstå hende og se, hvordan vi kunne hjælpe hende.”

Egne erfaringer er i det hele taget en stor inspirationskilde for Peter når det kommer til hans forfatterskab. Hans tidligere bøger er alle fiktive, men inspirationen er hentet fra oplevelser fra hans eget liv, og det er sådan han arbejder.  Han beskriver sig selv som mere impulsiv end planlæggende i sit forfatterskab.

”Jeg sætter mig ned, og så skriver jeg hele historien. Jeg skriver brudstykker, og så prøver jeg at skrive historien i en køre. Børnenes mor var ved at blive sindssyg, fordi jeg ville stå op om natten og skrive gule sedler til mig selv.”  

Det var dog langt fra nemt at få skrevet Cutter. Oplevelsen bragte en masse smerte ind i forfatterens liv. Pigens selvskade mindede Peter om sin egen selvskade tilbage fra da han var 15 år. Dette var noget han havde fortrængt hele sit voksenliv, og oplevelsen var så hård for Peter, at han for første gang i sit voksenliv skar i sig selv for at finde lindring for de følelser, der var dukket op inde i ham.

”Da jeg skrev Cutter var jeg meget sårbar på det tidspunkt, fordi der sad alt sorgen og smerten stadig i kroppen på mig.”

Forfatteren skrev meget af bogen i sit sommerhus, og her havde han mareridt hver nat. Det ene værre end det andet, og alle handlede om pigen, der ændrede hans liv. Efter at opdage LMS (Landsforeningen Mod Spiseforstyrrelser og Selvskade) fik Peter konstateret PTSD. Det tætte forhold, han fik til pigen og frygten for, at hun skulle dø under familiens opsyn, lå så dybt i ham, at han ikke kunne lade være med at tænke på det.

Peter beskriver hende som en bonusdatter og forklarer, at han elsker hende stadigt til den dag i dag, som var hun hans egen datter. På trods af folk har fortalt Peter, at dette er en ”forbudt” tanke at have, er Peter klar i spyttet omkring de stærke følelser hans bonusdatter gav ham. Peter og hans ekskone mistede en datter ved fødslen, og forfatteren beskriver, at hans nye bonusdatter var ligesom han forestillede sig sin afdøde datter havde været. Han udfordrer tanken om at vi ikke må elske et andet menneske sådan. ”Må” man elske et andet barn ligeså højt, som man elsker sine egne børn?  Hvorfor skal der være restriktioner på vores kærlighed til hinanden?

Bogen starter med et quote, der handler om, at et menneske kan ændre dit liv, og dette forklarer han, at pigen har gjort på godt og ondt. Han elsker hende, men samtidig har hun også ødelagt hans familie.

Peter er en afspejling af hans tabubrydende bog, da han selv ikke er bange for at bringe ’forbudte’ emner op. Og det er ikke kun kærlighed, der har mødt Cutter i det offentlige rum. I samarbejde med LMS er der lavet undervisningsmateriale, hvor Cutter bliver brugt til folkeskoleelever, og Peter fortæller, at der var en folkeskolelærer, som lavede en dårlig anmeldelse uden rigtig at have læst bogen, hvorfor anmeldelsen var faktuelt forkert. Hun må – efter Peters bedste vurdering – have følt sig frastødt af emnet, ligesom hun skrev sin anmeldelse uden først at have lavet research om det svære emne, hvilket er skadeligt for alle parter, da myterne omkring selvskade er mange, hvorfor det er vigtigt at fremhæve fakta. Dette er et fantastisk (og tragisk) eksempel på, hvordan unge, der udøver selvskade, bliver afvist hver dag. Mange mennesker snakker ikke om slevskade, fordi det er ubehageligt, og ved ikke at snakke om emnet er det som om, det ikke eksisterer.

Forfatteren fremhæver tid som et vigtig understregning på denne problematik.

”Der var mange af mine venner, der sagde, at selvskade jo ikke fandtes i 80’erne.”

Men det var slet ikke den oplevelse Peter selv havde i 80’erne. Selvfølgelig fandtes det, men det var ikke et emne i det offentlige rum. Tid var derfor en måde for Peter at pointere selvskade som et tidløst emne.

Lad os være med til at snakke om emner, der ikke ’bør’ snakkes om i stedet for at afvise hinanden. Emnerne forsvinder ikke fordi man lukker øjnene.