Mor af Tina Skovmøller

I anledningen af mors dag synes jeg, det kunne være sjovt, at anmelde en bog, der handler om at være mor. Jeg har i et stykke tid kendt til Tina Skovmøllers bog MOR som hun skrev sidste år, og så syntes jeg det var oplagt at få den læst til mors dag.

Jeg har læst bogen og skriver denne anmeldelse som en ikke-mor. Jeg har ingen børn, men i en alder af 26 er det på det her tidspunkt, hvor mine kolleger og venner siger til mig, hver gang jeg har kvalme: ”Er du gravid?”. Træls! Jeg ved dog, at jeg skal være mor på et tidspunkt, men der var da et tidspunkt i starten af tyverne, hvor en unge slet ikke var på ønskelisten.  Der var så mange ting, jeg ville nå at opleve/opnå, og der var i det hele taget ikke noget, jeg ville gå glip af. Jeg har så bare fundet ud af, at jeg heller ikke vil gå glip af at have en mini-me rendende rundt. Det lød lige pludselig ikke så dårligt.

Tina skriver en bog om er opdelt i flere korte episoder i et seksårigt liv som mor. Det handler for hende om at fortælle om oplevelser og tanker, hun har haft, og som hun godt kunne have brugt, dengang hun startede som nybagt mor.

Jeg kan godt lide den måde forfatteren starter bogen. Hendes beskrivelse af de mange stereotypiske forestillinger om mor-rollen er noget, som jeg også kan blive træt af. Jeg har heldigvis haft en mor, som fortalte om sin oplevelse, hvor hun både fremhævede det gode og det dårlige. Dette har givet mig en forståelse for, at det at være mor er en dans på roser: roser er flotte og velduftende, men en gang imellem jokker man lige på en torn eller tre.

Skovmøller har et sjovt og beskrivende sprog, det er svært ikke at sidde og smile hele vejen igennem bogen. Jeg ville dog godt have uddybet nogle ting lidt. Hun springer lidt hurtigt igennem fødslen, og når hun nævner, at den varede omkring 24 timer, må der have været mere at fortælle end fire sider.
Hendes kapitler er generelt meget korte, men de er enormt sjove, som for eksempel Fastelavn er mors navn, hvor hun snakker om presset til at skulle lave barnets kostume.

”I ly af børns angivelige lykke over et unikt kostume lusker Burde og Skulle”

Jeg elsker denne sætning, ikke kun i forhold til at være mor, men også i forhold til at være menneske. Jeg tror, at alle folk oplever, at Burde og Skulle lurer, og det er okay at sige ”pis af” en gang i mellem. Bogen minder mig nogle gange om filmen Bad Moms, som også handler om, at man kun er menneske selvom man er mor.

Personligt synes jeg, bogen var enormt underholdende. Det er uden tvivl en bog, som nogen vil se på som en brokke-sig-bog, men jeg synes, at på trods af de store emner, hun tager op, så lukkede jeg bogen i med et smil.

Dette er en bog om en kvindes oplevelse og sandhed, som muligvis kan åbne folks øjne i forhold til denne rolle, da fortællingen viser, at der ikke kun er én måde at være mor på.

MOR får 4.5/6 stjerner

 

 

Broernes By af David Bekker-Jensen

Onsdag d. 04/04/2018: ”Slut. Der sker jo ikke noget.”

Lørdag d. 07/04/2018: ”Måske sker der noget, hvis jeg bare læser lidt videre”.

Mandag d. 09/04/2018: ”Ikke en skid. Der sker jo bare ikke en skid.”

Fredag d. 13/04/2018: ”Hmm. Fem sider mere, og så er det altså det.”

 

Gud hvor denne bog dog irriterede mig! Det tog mig en hel måned at læse denne lille roman på omtrent 200 sider. I største delen af bogen sker der nicht und ein scheiβ, men jeg kunne alligevel ikke lade være med at læse den. Den var på en måde ligesom en gyserfilm. Man sætter hænderne op foran øjnene, men spreder lige fingrene, så man stadig kan se lidt med. Jeg blev irriteret på den det ene øjeblik, da handlingen bare ikke udviklede sig, men alligevel ville jeg smide den i tasken næste morgen, og læse den i bussen på vej til arbejde. Det var en irriterende besættelse. Man har ligeså meget lyst til at give op, som man har til at fortsætte.

Broernes By af David Bekker-Jensen handler om Peter og Anna, som bliver sendt ned til byen Constantine, så de kan få gang i insulinproduktionen på vegne af deres firma, Novo Pharma. Byen fungerer dog meget anderledes end hjemme i Danmark. Folket har ikke ligefrem dét, man har ikke det man kan kalde en arbejdsmoral, og de fleste kommer bare på arbejde uden at gøre dagens gode gerning. Det er denne forhindring Peter og Anna skal klare sig igennem for at få klaret deres opgave, men jo mere de udforsker denne by, jo mere ser det ud som om, de er kommet på en umulig mission.

Jeg har både gode og dårlige ting at sige om denne bog, men det bedste råd, jeg kan give andre læsere, er: læs den. På godt og ondt var dette en bog, som jeg ikke ville have været foruden, og jeg tror andre bogelskere vil kunne forstå mig, når jeg siger, at jeg havde en stemning i kroppen, hver gang jeg lagde bogen fra mig.

Dette er et eksempel på, hvordan en bog kan blive en person. Jeg ved det godt. ”Hvad snakker du om, Julie?” Og jeg prøver at lyde mindst muligt som en eller anden nørdet tosse – selvom jeg ikke kan løbe fra, at jeg er en nørd. Det jeg mener er, at forfatteren, David Bekker-Jensen, har skabt så klar en hovedperson i Peter, at jeg følte, jeg kendte ham, da jeg læste historien.

Jeg har svært ved at sætte min finger på det, men til tider mindede Peter mig om Dan Browns hovedperson Robert Langdon. Det er slet ikke fordi, de to bøger indholdsmæssigt handler om det samme, men jeg fik på en måde den samme tæthed til Peter, som jeg gjorde til Robert Langdon, da jeg læste Da Vinci Mysteriet. Peters måde at udforske Constantine og hans generelle venlige tilgang til det fremmede folk føltes familiært på en måde, og han var en af de to ting i denne historie, der fik mig til at læse bogen til ende.

Den anden ting som var fantastisk ved denne bog, og jeg vil mene at påstå, at det var forfatterens force: billedsprog. Når jeg siger billedsprog, mener jeg ikke blot, at jeg kunne se Constantine for mig, men jeg følte virkeligt, at jeg lærte at forstå folket og kulturen på en måde, man normalt kun gør ved at rejse dertil. Jeg skulle vende mig til forfatterens brug af billedsprog, da jeg normalt ikke kan lide for meget af den slags. Jeg kom for eksempel aldrig igennem The Monk af Mathew Lewis, da der kunne komme flere sider bare med billedsprog. Ellers tak. Jeg har andet at bruge mit liv på. Det er slet ikke sådan Broernes By bliver skrevet, men der var mere, end jeg var vandt til. Det tager et par kapitler, men så snart du har vænnet dig til hans måde at skrive på, så er du hooked på det.

Ét problem ved den måde forfatteren skriver på er hans brug af fremmedsprog. Forfatteren bruger flere gange både engelsk, fransk og arabisk. For et dansk publikum vil jeg mene at påstå, at engelsk ikke ligefrem er problematisk, men selv med mit gebrokkenfransk fra gymnasiet blev det franske for svært for mig enkelte steder i bogen. Nogle gange er det bare et ord her og der, men nogle steder er der brugt en hel sætning på et fremmedsprog, som langt fra de fleste læsere vil have nogen mulighed for at forstå. På trods af at denne fortælling foregår i et andet land, hvor både arabisk og fransk bliver talt, så afbryder fremmedsprog historien for læseren, hvilket kan give dem en dårlig oplevelse af en ellers rigtig god fortælling.

Mit største problem ved bogen var helt sikkert plottet. Ligesom tempoet i Constantine, så går handlingen også umenneskeligt langsomt for sig. For at være helt ærlig, så sker der ikke synderligt meget rent plot-mæssigt, men jeg tror til dels dette var forfatterens intention, da man på den måde deler sine karakterers struggle. Peter og Anna er begge frustrerede over, hvordan algerierne tager musseskridt, når det kommer til deres fællesprojekt, og for at holde os til dyremetaforer, så snegler denne bog sig også lidt afsted.

Dette er uden tvivl ikke en bog, jeg ville læse igen, men jeg er alligevel glad for, jeg har fået den læst, og jeg står ved det, når jeg siger at Broernes By er en bog, der er værd at læse. Jeg håber, at andre læsere kan dele mit love-hate forhold til denne luskede roman af David Bekker-Jensen.

Broernes By får 4/6 stjerner.

Bogen er et anmeldereksemplar fra forlaget EgoLibris. Meninger og holdninger er mine egne.