Omar – og de andre af Aydin Soei

Det var en veninde, som havde inviteret mig til forfatteren og sociologen Aydin Soeis bog-release af hans nye bog Omar – og de andre. Jeg havde ikke hørt om forfatteren før, men som engageret bognørd, så jeg muligheden for at få en ny bog på hylden.
Der var en masse mennesker nede på cafeén på Blågårds plads, hvor arrangementet blev holdt, og jeg nåede derfor ikke at opleve Aydin særligt meget, men bogen blev købt til samlingen derhjemme. Jeg havde dog ikke tid til at læse den med det samme, men det blev hurtigt ændret, efter jeg var til et oplæg, Aydin holdt, hos Dansk Flygtningehjælp omhandlende social kontrol. Aydin fortalte enormt meget om sig selv og sit eget liv, og hans måde at holde oplæg på var totalt opslugende for mig. Jeg kunne have lyttet i evigheder til det, han havde at sige. Hans liv har været så interessant, hvilket også er grunden til, I snart får en anmeldelse af hans bog Forsoning, der netop handler om hans liv.

Omar – og de andre handler om unge mænd med minoritetsbaggrund, der bor i Danmarks ’ghettoer’ og deres oplevelse af modborgerskab. Bogen kommer ind på, hvordan hovedparten af disse mænd lever et helt almindeligt liv ligesom så mange andre danskere, og hvordan kriminaliteten i de ’ghettoer’, drengene bor i ofte bliver overdrevet. Aydin fortæller dog også, at disse områder og derved drengene er kriminalitetstruede og i nogle tilfælde ender i radikalisering samt bander og kriminalitet. Herpå henviser han også til et ekstremt eksempel nemlig den afdøde Omar el-Hussein, som dræbte 2 mænd ved Krudttønden og den jødiske synagoge i 2015.

Men spoiler-alert: denne bog handler ikke udelukkende om Omar el-Hussein. Dette siger jeg kun, fordi jeg har læst Informationens tossede anmeldelse af bogen, hvor værket kritiseres, fordi Omar ikke er med i bogen hele tiden, hvilket i min mening er et bøvet kritikpunkt. Jo, jo, bogen hedder i første omgang: Omar, men den hedder også: og de andre. Desuden er der én af de andre drenge, som hedder Omar, så jeg synes, der er masser af Omar i denne bog. Desuden så elskede jeg ”de andre”. Der var så mange spændende historier og oplevelser, som virkelig greb mig.

Bogen indeholder en analyse af integration samt interviews og fortællinger om de her unge mænd. Drengenes fortælling er uden tvivl min yndlingsdel af Soeis værk. Jeg kan også godt lide analysedelen, men jeg må indrømme, at jeg til tider mistede fokus samt interesse pga. forfatterens overforbrug af meget lange sætninger. Jeg synes desuden også, at det blev lidt tungt, når der blev refereret til den ene undersøgelse efter hinanden, som var tilfældet i kapitel tre. Det blev lige til den gode side med for meget information, og jeg kunne mærke mig selv falde lidt i staver.

De tunge dele af bogen bliver dog relativt hurtigt skiftet ud med super levende fortællinger om de forskellige unge mænds liv. Samspillet mellem analyse og fortællingen om drengene var en klog og dragende måde at skrive denne bog på. Drengenes fortællinger understøttede analysen rigtig godt. Lige meget hvilken en af drengene, der er i fokus, bliver jeg lynhurtigt draget ind i deres verden. Soei fortæller på en sådan måde, at man forstår deres synsvinkel. Der er jo en grund til drengenes handlinger.

Modborgerskab er det vigtigste emne i bogen. Aydin fortæller, hvordan de unge med anden etnisk baggrund føler sig udenfor i samfundet. Jeg tog mig selv i at blive helt trist over, at Omar og Abas skulle lyve efter folkeskolen om deres adresse for at undgå at blive dømt, fordi de kom fra indre Nørrebro. Forfatteren beskriver:

”… kombinationen af bopælen, hudfarven og kønnet kunne spænde ben for dem, når de forsøgte at komme ind på diskoteker og finde praktikpladser. ”

Begge drenge oplever at blive stemplet som modborgere, der ikke er en del af fællesskabet, selvom ingen af dem kan gøre for, hvor de kommer fra. Men dette er et af de ”gebyrer”, Soei fortæller om, som er de barrierer, der er sat foran de unge med anden etnisk baggrund.

”De fleste af de unge, der er interviewet til denne bog, fremhæver netop uddannelse som det vigtigste middel til at vinde anerkendelse som ligeværdige medborgere og som middel til at undslippe de gebyrer, som de føler, de skal betale for deres etnicitet, religion og bopæle i stigmatiserede områder.”

Det virker for mig som om, de her unge fra starten er blevet skubbet i kategorien ”modborgere” og skal bevise, at det er de ikke. Hvordan er det fair? Forfatteren fortæller også, hvordan en undersøgelse faktisk påviser, at de fordomme man har til de danske ”ghettoer” samt, hvor mange unge fra de miljøer, der laver kriminalitet, er overdrevent og slet ikke en realitet. Antallet af unge med anden etnisk baggrund er derfor meget mindre, end folk går og tror. De fleste lever jo helt almindelige liv, ligesom alle andre unge drenge og piger i Danmark.

Der er selvfølgelig nogle unge med anden etnisk baggrund, der ender i kriminalitet og bander. Katina Ali Rasmussen, arbejdede i 2003 i en fritidsinstitution, hvor hun bl.a. var Omar el-Husseins kontaktperson, da han var 11. Hun fortæller hvilke problematikker disse drenge står med derhjemme. Hun forklarer, hvordan disse drenge ofte havde en fraværende og voldelig far, nogle gang var der misbrug eller psykiske problemer i hjemmet.

”Omar manglede det samme som de andre. Faren var fuldstændig fraværende. Og det er typisk”

Abdis forældres skilsmisse er et andet eksempel på, hvordan problemer i hjemmet kan have en kæmpe indflydelse på den unge. Abdi fortæller, hvordan morens veninde sluttede alt kontakt med hende, fordi hun var blevet skilt. Jeg havde da godt hørt lidt om den tabu, der er omkring skilsmisse i nogle minoritetsgrupper, som Abdi selv beskriver, men jeg vidste slet ikke, det var i det niveau. Man kan virkelig godt forstå, at det havde en kæmpe indflydelse på Abdi, som også kom ind i det kriminelle miljø, men som den dag i dag fortæller, at han har lagt kriminaliteten bag sig.

Katina Ali Rasmussen endte med at opsige sin stilling som kontaktperson, da hun hurtigt kunne se, at der ikke var sat tid til at tage en samtale med hele familien. Indsatsen var spild af tid, hvis familien ikke kunne inddrages.

”Selvom han [Omar] ene og alene må tage ansvaret for de handlinger, han har udført, så kan jeg ikke lade være med at tænke over, om der var noget, vi kunne have gjort anderledes, for at forebygge, at det kom så langt som i Omars tilfælde. ”

Jeg synes, Katinas ord er en god måde at slutte denne boganmeldelse, da det sender et vigtigt budskab fra Aydin Soeis bog: Hvad kan vi gøre? Hvad kan vi som samfund, mennesker og medborgere gøre for at stoppe dette modborgerskab, som vi også tager del i at skabe. Jeg synes, denne bog skal læses af alle, da vi alle kan lære noget af disse unge mænd. Ikke kun fra Omar, men også fra de andre.

Omar – og de andre får 5/6 stjerner

 

Mødre om Mor af Tine Skovmøller

Så er jeg endelig tilbage. Efter en lang pause fra bloggen er jeg igen klar med et nyt blogindlæg.

Mit sidste indlæg var helt tilbage i maj, hvor jeg anmeldte Tine skovmøllers bog Mor. Som en ikke-mor synes jeg, det var vigtigt, at jeg fik meningen om MOR fra faktiske mødre. Jeg udvalgte derfor forskellige mødre i mit netværk, og fik dem til at læse bogen. Camilla som har et barn på 2, Helle som har 3 voksne børn samt 5 børnebørn (snart 6 – tillykke Helle), Sanne som har to voksne børn, og så synes jeg kun, det var på sin plads, at min egen mor skulle ytre sin mening om bogen.

Jeg stillede mødrene de samme spørgsmål til bogen og på trods af, at ingen af mødrene havde haft samme oplevelse som forfatteren, så kunne alle relatere til emnerne på et vist niveau.

Kunne du relatere til bogen?

Suzie: ”Jeg faldt hurtigt ind i rollen. Ikke ligesom hende. Jeg havde ikke svært ved det, men jeg har været ligeså usikker.” Hun bliver ikke forarget, når kvinder taler negativt om det at være mor, da hun selv har oplevet frustrationen ved babygråd osv.

”Det er svært at være sig selv, finde sig selv og huske sig selv. Og det er svært at sige det. Uanset hvem man er, så må der være noget som alle mødre kan identificere sig med. I hvert fald tilnærmelsesvis.”

 

Sanne: ”Den måtte godt have været mere dybdegående, men formen med små episoder var god.” Sanne havde ikke haft samme hårde oplevelse med at blive mor, men hun opfattede bogen som humoristisk og med gode vinkler som er værd at tænke over. ” En god bog for kvinder der har prøvet det samme.”

Helle: ”Ja. Glansbilledet fra medierne er langtfra sandheden. Man er bestemt ikke den overskudsagtige hotte kvinde med perfekt hår, hud og vægt. Der var dage, hvor man end ikke nåede at komme ud af nattøjet.” Helle havde desuden selv prøvet et akut kejsesnit, så det havde hun tilfælles med forfatteren.

 

Camilla: Camilla har også prøvet akut kejsersnit, og hun havde en rigtig hård oplevelse og føler bl.a., at forfatteren ikke gik nok ind i denne oplevelse rent følelsesmæssigt i bogen. I det hele taget følte hun ikke megen tilknytning til bogen og kunne relatere meget lidt til forfatterens fortælling. ”Det eneste jeg kunne relatere til, var det der med, at når du lige har fået et barn, at så sidder andre og siger, at så skal du vel have nummer to.” Camilla havde selv været ud for samme oplevelse, hvor hun følte, at det var som om det ikke var nok at hun havde fået et barn. Det var som om andre følte, de havde ret til at kommentere på antallet af børn, hun skulle have.

 

Tine Skovmøller snakker både i sin bog og i interviews om, det at blive dømt, hver gang hun ikke følger den uskrevne ”opskrift”, der forklarer, hvad man gør som mor. Camilla tog selv emnet op, men det var et vigtigt spørgsmål, jeg også stillede de andre mødre.

 

Da du blev mor, følte du så et pres fra samfundet til at være på en bestemt måde?

 

Helle: ”Både og, mødre som ikke ammede blev der kigget skævt til. Mange kunne af den ene eller anden grund ikke få gang i amningen, og følte sig som en fiasko. Jeg husker tydeligt den forventning sundheds personalet havde til mig. Ville jeg ikke amme, kunne jeg skade mit barn.”

 

Suzie: ”Nej. Ikke fra samfundet, men som de første i vores omgangskreds til at få børn blev vi konfronteret af undren over, at vi havde ændret os. De kunne ikke forstå at vi ikke var ligeså gæstfri eller kunne feste ligeså meget som før.”

 

Sanne havde en interessant pointe omkring forfatterens lidt dobbeltmoralske tilgang til fordømmelse.

Sanne: ”Til tider var hun dømmende overfor de kvinder, hun tror dømmer hende. Sanne referere til kapitlet om fastelavn, hvor forfatteren fortæller, hvordan der ikke var nogle point at hente fra de andre forældre, da hun havde købt et kostume i Fætter BR og pizza til børnene. ”Hun understreger at hendes medbragte pizza var det eneste, der blev spist færdigt til arrangementet og dømmer derved de andre mødre som værende højrøvede pga. det mad de selv har lavet, fordi hun føler sig dømt. ”Vi skal holde op med at dømme hinanden så meget.”

Har du et råd til andre mødre, som du føler hjalp dig til at være en god mor?

Camilla: ”Jeg ser det fra barnets vinkel. Jeg prøver at være pædagogisk og stå fast. Jeg kan godt være ’bad guy’ i stedet for pylremor. På den måde har jeg undgået at få et primadonna barn.”

Sanne: ”Lad vær med at bekymre dig om det, men lidt forberedelse om dit barns udvikling er nok en god ide.”

Helle: ”lyt til din egen fornemmelse og tro/stol på, at det du vælger er det bedste for jer. Dit barn vil elske dig uanset hvad samfundet mener, og du vil være den vigtigste person i dit barns liv.”

Suzie: ”At skabe en rytme for barnet kan være svært for dig som menneske men det gør det nemmere at være forældre.”