Interview af Michella Rasmussen

En mandag aften tog jeg toget hjem fra arbejde med en veninde. Vi er begge bogelskere, og da samtalen bevægede sig over på emnet om lydbøger, måtte jeg dele min fantastiske oplevelse med Stalker. Min veninde studsede over titlen og spurgte, om den ikke var skrevet af Michella Rasmussen. Det bekræftede jeg, og så fandt jeg ud af, at hun kendte Michella.

Michella og jeg blev så introduceret til hinanden til BogForum 2018, hvor vi efterfølgende aftalte at mødes til en snak om hendes debutroman Stalker fra 2016 og om hendes forfatterskab. Snakken tog vi på en hyggelig café i Valby en kold søndag formiddag.

I en alder af blot 28 år, har Rasmussen allerede udgivet fire bøger samtidig med, hun har et fuldtidsjob ved siden. Jeg sad derfor med lidt nerver på, da jeg skulle interviewe denne super inspirerende kvinde, der i så ung en alder, har opnået så meget. Michella var dog helt nede på jorden, når hun snakkede om sit forfatterskab og fortalte, hvordan den første bog, hun skrev, faktisk var blevet afvist.

”Jeg var jo meget bidt af fantasy i starten, men efter afslaget kunne jeg godt se, at det måske var svært at starte ud med fantasy, og så begyndte jeg at tænke på ungdomsbøger. Nu er jeg blevet helt vild med ungdomsbøger. Jeg elsker også selv at læse dem.”

Efter den erkendelse tog forfatteren mod til sig et par år efter afslaget og indsendte en ungdomsroman til Tellerup igen. Denne gang var resultatet helt anderledes, hun fik et opkald fra redaktøren fire uger efter, hun sendte sin bog ind til dem, og så begyndte de ellers at arbejde sammen om at få Stalker udgivet. Rasmussen fortæller om at arbejde med Tellerup med et kæmpe smil på læben.

”Det er meget personligt på Tellerup. Ikke at jeg kan sammenligne med nogen andre, da jeg kun er udgivet hos dem, men man føler sig ikke som en lille fisk i et stort hav. Selvom andre forfattere sælger mere, så er det ikke fordi, de gør mindre ud af mine bøger.”

Inspirationen til emnet kom fra en personlig oplevelse, som forfatteren havde. Hun blev ikke selv stalket, men efter hun havde skældt nogle teenagere ud for at stjæle i hendes ejendom, havde hun en oplevelse, der ledte hendes tanker på emnet.

”Efter den episode gik mændene i familien ud, når de skulle ryge, og så kiggede de bare ind i min lejlighed. Jeg var ret skræmt, da jeg følte, de holdte øje med mig, så jeg slukkede nogle gange lyset i lejligheden, så de ikke kunne se mig. Der skete aldrig mere end det heldigvis, men det fik mig til at tænke på emnet.”

Hun fortæller også, at bogen oprindeligt kun var fortalt fra Julies synsvinkel. Det var forfatteren Nicole Boyle Rødtnes’ bog Bitchen imellem os der inspirerede hende til at tilføje stalkerens synsvinkel. Hun synes faktisk, det var den mest spændende synsvinkel at skrive, selvom den var uhyggelig. Hun researchede stalkere rent psykologisk, hvad der kunne sætte dem i gang, men det var også en masse fantasi, hvor hun prøvede at sætte sig i hans sted.

Bogen modtog rigtig mange gode anmeldelser, men den har også fået lidt kritik, og jeg blev nysgerrig på, hvordan Rasmussen taklede dette som førstegangs forfatter.

”Det var svært, men jeg synes faktisk, at mange bogbloggere er gode til at give konstruktiv kritik, som jeg kunne tage til mig og bruge til noget.”

En rigtig svær oplevelse for forfatteren var dog, at hendes roman blev sat under krimisektionen på Mofibo. En genre forfatteren slet ikke synes passede til hendes ungdomsbog, og de voksne læsere gav den heller ikke megen ros.

”Læserene synes bare det var en skod bog – de gav den mega dårlige anmeldelser, som var svært at bruge til noget, fordi det er jo ikke en krimi. Jeg plejer dog ikke at kommenterer på anmeldelser. Det er jo deres holdning.”

Til slut blev jeg nødt til at spørge om forfatterens fremtidige planer. I oktober udkom hendes nye bog Jeg ser dig (som jeg allerede har bestilt på plusbog), men jeg måtte høre hende, om hun var i gang med noget nyt.

”Jeg må godt røbe lidt. Jeg Ser Dig bliver en serie med fire bøger, men det bliver ikke med samme hovedpersoner. Hovedpersonerne i den første bog kommer også med i næste bog, men vi følger nogle nye karakterer.”

Forfatteren røber desuden, at hun regner med at den næste udkommer i 2020, hvilket sikkert er til stor skuffelse for alle hendes læsere. Det er dog umuligt andet, da forfatteren jo har et fuldtidsjob ved siden af forfatterkarrieren.

Jeg tænker, at os læsere bare har endnu mere tid at glæde os i. Jeg ser i hvert fald frem til at starte på den først bog, som Michella beskriver som en rigtig feel-good bog. My favourite. Det bliver spændende fortsat at følge Michella Rasmussen. Dette er en forfatter med sin helt egen skrivestil og entusiasme til bøger. Læs også hendes hjemmeside igennem en gang. Den er vildt underholdende.

Stalker af Michelle Rasmussen – Lydbog

Stalking er et super relevant emne i dag, da omkring 100.000 danskere hvert år oplever stalking ifølge Dansk Stalking Center. På universitetet havde jeg selv en veninde, der blev stalket af sin ekskæreste. Han var sådan en klam type, der skrev beskeder til hende, om at han havde drømt, hun døde. Skøn type (Jeg håber, sarkasmen giver mening på skrift). Emnet var derfor en sikker vinder, da jeg så lydbogen på Plusbog.dk. Det var dog ikke fordi, jeg havde høje forventninger til bogen, men det synes jeg godt, man kan have til Michella Rasmussens debut roman. Jeg har intet negativt at sige om denne spændingsfyldte og emotionelle ungdomsroman. Ja, jeg er 26 år og læser ungdomsbøger … sue me! Jeg skammer mig overhovedet ikke, den var så fed. Jeg tør vædde på, at I går med den samme følelse, efter I læser den.

Stalker er en ungdomsroman med et thriller vibe, der handler om 17-årige Julie, der går i gymnasiet. Julie har mange veninder og er ret populær på sin skole, men derhjemme føler hun sig overset af sine forældre, der giver alt deres opmærksomhed til Julies lillesøster Cecilie. En dag får Julie et brev fra en hemmelig beundrer. Hun bliver meget smigret over brevet, og hende og hendes veninder vil prøve at holde en fest for at lokke prins Charming frem. Men da et brev bliver til mange begynder indholdet at være mindre romantisk og mere creepy. Sideløbende med Julies historie hører vi også historien fra et andet point of view – nemlig fra Julies stalker.

Plottet fungerer rigtig godt. Det er en simpel og kort historie, som man flyver igennem. Forfatteren er generelt god til at kreere mange karakterer, der alle i et større eller mindre omfang har en betydning for historien, uden det forvirrer læseren. Flere af karaktererne har deres egne minihistorier i bogen, som er både spændende og relevante for det overordnede plot. Jeg kan personligt godt lide Julies søster Cecilies historie og det hun gennemgår. En anden karakter, som er rigtig spændende er selvfølgelig Julies stalker.

”Julie, Julie, Julie, Julie. Hun har det smukkeste navn.”

Det kan jeg selvfølgelig kun give ham ret i. Ligeså gusten som hans stalker-personlighed kan være, ligeså god smag har han, når det kommer til navne. Spøg til side. Jeg synes, Rasmussen har kreeret en rigtig fed stalker karakter. Han er nemlig ikke bare en klam gut som i en gyserfilm, han er en almindelig dreng med en alkoholisk far, der slår ham. Man hader derfor ikke stalkeren, læseren har faktisk ondt af ham til tider. Der er dog også masser af tidspunkter, hvor man synes, han er super klam. Da han planlægger at afsløre, at han har skrevet brevene til Julie, er hans tankegang boderline psykopatisk.

”Måske hvis jeg knuser en af min fars piller og putter den i hendes øl, er der en chance for at få tid alene med hende. Når hun bliver træt og sløv, hjælper jeg hende hjem og fortæller det hele.”

Helt sikkert Creepy McCreeperson. Der er flere af sådanne øjeblikke, hvor læseren virkelig får et gys midt i læsningen.

Okay, jeg har faktisk en negativ ting at sige om Michella Rasmussens roman: den har ødelagt ”Every Breath You Take” af The Police.

”Every breath you take

Every move you make

Every bond you break

Every step you take

I’ll be watching you”

Jeg har aldrig tænkt på den som en uhyggelig stalker sang, og nu kan jeg ikke høre andet. Virkelig god detalje at smide ind i historien. Jeg har også hørt, at forlaget lagde mange detaljer i brevenes layout i selve bogen, som jeg jo desværre ikke har kunnet nyde godt af i min lydbog, så jeg har bestilt den fysiske bog, så jeg har bestilt den fysiske bog. Så kan der også komme en bog mere i mit fysiske bibliotek. Jeg kan dog stærkt anbefale lydbogen. Oplæseren Christian Pfejl Nielsen var rigtig god til at læse op og ændre sin stemme lidt, når forskellige karakterer snakkede i bogen.

Jeg kan sige meget mere om denne fede historie, men så ville jeg nok spoile for meget for jer andre. Læs den. Så er den ikke længere.

Stalker får 6/6 stjerner.

Forsoning af Aydin Soei – Lydbog

Wow. Dette var min første tanke, efter den sidste lydfil endte. Dette er en af de første lydbøger, jeg har ”læst”, og jeg er helt høj på oplevelsen. Som jeg skrev i sidste anmeldelse, da jeg anmeldte Omar – og de andre, er jeg blevet ret stor fan af forfatteren Aydin Soei. Jeg blev derfor positivt overrasket, da jeg fandt ud af, at forfatteren selv læser sin bog, Forsoning, op.

Forsoning er forfatterens egen samt hans mors historie. Man følger moren, Farideh fra da hun mødte Aydins far i deres hjemland Iran og hele deres rejse til Københavns vestegn, hvor de bosætter sig. Derudover følger man Aydins opvækst, hvor der er fokus på farens voksende voldelige adfærd, der ender med et drab, som resulterer i farens udvisning fra Danmark.
Hele historien er fortalt til forfatterens søn, og forfatteren lukker også læseren ind i hans liv i nutiden. Her fortæller han om sin nye rolle som far samt om kæresteproblemer med barnets mor.

Det er en ordentlig basse af en bog, Seoi har fået skrevet sig, men jeg har slugt den råt. Den var bare så fed. På den ene side er denne bog vildt sociologisk informativ, da den berør iransk kultur og politik, indvandring og integration i Danmark, voldelige ægteskaber, racisme – jamen jeg kunne blive ved. På den anden side har den et virvar af følelseselementer: gys, spænding, sorg og kærlighed. Det er en bog, der har fået mig til at gispe i bussen samtidig med, at den har lært mig enormt meget. Jeg tror, det er meget godt, jeg er blevet færdig, da jeg tror mine venner, familie og kolleger er blevet godt trætte af at høre om den.

At skulle fortælle om min yndlingsdel af bogen føles lidt som at skulle vælge en yndlingskarakter i Game of Thrones (ja, jeg er blevet en af dem – giv min kæreste skylden). Jeg har prøvet at indskærpe alle mine yndlingsting ved bogen ned til tre punkter.

Nummer et er min yndlingskarakter: Aydin’s mor, Farideh. Der er ingen tvivl om, at hun fra start til slut er en karakter, jeg aldrig keder mig ved. Hun er bare indbegrebet af girl power. Hendes selvstændighed, da hun vælger at gifte sig uden sine forældres samtykke, hendes mod da hun sammen med sin mand og Aydin som barn flygter fra Iran til Sovjet og hendes arbejdsomhed i Sovjet og Danmark.

” Kæmp for alt, hvad du har kært;
dø, om så det gælder,
da er livet ej så svært,
døden ikke heller. ”

Dette er min fars yndlingsvers, og det var et vers, jeg fik i hovedet flere gange, når jeg tænkte på Aydins mor. En af de sejeste ting hun gør (og der er mange eksempler at vælge imellem) er da hun vil fortsætte sin uddannelse i Danmark.

”Først fandt jeg ud af at jeg ikke kunne bygge videre på min uddannelse som fysiker, fordi den ikke andekendtes i det danske uddannelsessystem. Dernæst at jeg heller ikke måtte starte forfra på en ny Bachelor, fordi min gymnasieuddannelse fra Iran ikke gav adgang til det danske universitetssystem. Og så viste det sig, at jeg heller ikke måtte starte på en gymnasieuddannelse, før jeg havde bestået folkeskolens afgangsprøver.”

Det er svært at vide 100%, hvad jeg selv havde gjort, men hvis jeg havde stået med en næsten færdiggjort BA uddannelse og fik af vide, at jeg skulle starte helt forfra med 9. klasseeksamen, så havde jeg nok givet hende fra kommunen fingeren og skredet. Det var ikke Aydins mors approach. Næh nej. På trods af et allerede stort ansvar som mor til to og kone til en mand, der ikke hjælper til derhjemme, så påtager hun sig lige yderligere ansvaret som studerende. I love it. Det er en kvinde, jeg ikke kan lade være med at se op til.

Den næste yndlingsting har jeg både ris og ros til: de skiftende synsvinkler. Jeg er altid imponeret, når man formår at lave mere end to synsvinkler, der alle er lige spændende. Man sidder ikke og springer i kapitlerne, når historien går fra Aydin som lille til Faridehs synsvinkel og så til Aydins synsvinkel som voksen. Niks. Jeg ville høre om det hele. Min kritik til dette er dog, at jeg selv oplevede lidt forvirring, når der kom en ny synsvinkel, da jeg var usikker på hvem der snakkede. Var det lille Aydin, voksen Aydin eller hans mor? Nu har jeg ”læst” bogen som lydbog, så jeg kan ikke sige, om den samme forvirring opstår, når man rent faktisk læser bogen.

Den sidste af mine yndlingsting er nok den vigtigste: kulturforståelse. Specielt via Faridehs synsvinkel får man et kæmpe indblik ind i Iransk kultur og politik, og jeg lærte simpelthen så meget af det. Jeg tror mange danskere har en minimal viden om Iran andet end de korte indslag, man får i TV2 NEWS. Jeg synes, denne bog er specielt vigtig, fordi man får en insiders syn på Iran. Farideh giver os et indblik i vigtigheden i familiens kærlighed og ære, vigtigheden ved uddannelse for at få status samt folks forskellige politiske overbevisninger.

Du undrer dig sikkert over, at jeg ikke har inkluderet farens mord og udvisning fra Danmark som en af mine yndlingsdele, da det ude fra nok lyder som det mest spændende ved bogen. Personligt synes jeg dog, at det er alle de ting, der sker op til og ved siden af mordet, som fanger mest. Aydin og hans mors historier samt følelser vedrørende mordet var langt mere interessante at høre om.

Jeg har mange flere ting, jeg kunne sige, men jeg synes personligt selv, at folk skal opleve det. Jeg kan stærkt anbefale bogen, men også lydbogen, hvor forfatteren selv har læst alle siderne op.

Forsoning får 6/6 stjerner.

Interview af Katina Ali Rasmussen

Efter at læse Aydin Soeis bog Omar – og de andre blev jeg enormt interesseret i Katina Ali Rasmussen, som var Omar el-Hussens kontaktperson i en periode, da han var 11 år gammel. Jeg tænkte på, hvem denne her seje og inkluderende kvinde var, og hvad hun havde gang i den dag i dag.

Forfatteren Aydin Soei og Katina har kendt hinanden i lang tid, og inden Aydins bog var en realitet, havde de to haft flere snakke om Omar. Det var pga. de snakke, at Katina blev en del af Omar – og de andre. En bog alle selvfølgelig skal læse – just FYI.

Det er jo efterhånden mange år siden, at Katina var Omars kontaktperson, og efter alt der er sket, blev jeg nysgerrig på, hvordan hun havde det med at grave i minderne om tiden med Omar el-Hussein.

“Det var helt ok. Men jeg synes vi mangler at få et helt billede af Omar el-Hussein som et menneske. Hvem var han som et barn? Han var ikke født som torrerist, vel. Det kunne være fantastisk, hvis man kunne høre Omars mors fortælling om ham som barn.”

Som Katina selv forklarer i bogen, er Omar jo fuldt ud ansvarlig for sine handlinger, men hun gør sig stadig tanker, om der var noget/nogen, der kunne have forebygget hans opførsel. Som en rigtig handlingskvinde, har hun i hvert fald gjort sit forsøg på skabe en organisation, der kan foregribe og forebygge radikalisering. Denne organisation hedder Amal Hayat Denmark. Hun forklarer, at hendes oplevelse med Omar havde en stor indflydelse på hendes beslutning om at starte Amal Hayat.

“Amal Hayat er unik i sin arbejdsform, da vi er den eneste civilsamfundsorganisation i Danmark, der udelukkende beskæftiger sig med at foregribe og forebygge radikalisering. Vi fokuserer på religiøs radikalisering og bande-radikalisering, eftersom der ofte er overlap mellem de to typer radikalisering. Vores største ambition med foreningen er, at hjælpe unge der er på vej ind eller ud af radikalisering med råd og vejledning samt deres pårørende.”

Dengang hun arbejdede som kontaktperson for bl.a. Omar, opsagde hun sin stilling, da hun mente, at indsatsen var spild af tid så længe familien/forældrene ikke blev involveret. Dette er et fokus hos Amal Hayat. Katina beskriver vigtigheden i samarbejdet med alle i familien med henblik på rådgivning vedr., hvordan de skal kommunikere med deres børn ift. antiradikaliseringsprocessen. Derudover sætter de også forældre og familie ind i den unges tankegang i forhold til, hvorfor den unge opsøger radikaliserede miljøer.

Med et smil på læben fortæller Katina om Amal Hayats succes.

”Den største succes Amal Hayat har haft som frivillig organisation har været, at bidrage til, at et par unge mennesker har truffet et valg om at forlade de radikaliserede miljøer og komme i gang med uddannelse og arbejde. Amal Hayat har ikke alene æren for at de unge mennesker har truffet nogle fornuftige valg, men vi har koordineret indsatsen og sikret, at de unge har fået den rette hjælp fra forskellige instanser i samarbejde med forældrene.”

Udover Amal Hayat Denmark har Katina gang i 100 andre projekter udover at være kone og mor. Jeg synes dette er en kvinde, der er værd at følge, og hun er en rollemodel. Hun tager sagen i egen hånd og knokler for at få det til at lykkedes. Gang i dig, Katina.