Søsterskriftet af Majbritt Maria Nielsen

På trods af min generelle passion for læsning, så er det lang tid siden, jeg har læst en bog, der greb fast i mig, som Søsterskriftet gjorde. Hvis man er i tvivl, om man skal læse Majbritt Maria Nielsens bog, så bare start med at læse forordet, det var her, forfatteren greb mig.  

Det er længe siden, jeg har grint så meget over en bog, og jeg har næsten læst hele molevitten højt for min kæreste, fordi der var så mange sjove fraser og interessante historier, han bare måtte høre. Han var da også meget nysgerrig i starten af min læsning, når jeg hylede af grin ovre i sofaen, men han vænnede sig hurtigt til, at det bare var baggrundsstøj, når jeg læste Søsterskriftet. 

I Søsterskriftet kommer forfatteren med tematiserede råd, hvor hun rådgiver kvinder gennem oplevelser hun – eller andre kvinder i hendes omgangskreds – har haft. Bogen har et selvbiografisk vibe pga. alle de blottende fortællinger, Nielsen kommer med. Det gør læsningen meget følsom både på den humoristiske måde, men sandelig også på den bævrende-underlæbe-måde.  

Nielsen har en lige-ud-af-posen personlighed, der skriver, hvad hun tænker. Hun har et skarpt, men letlæseligt sprog med så meget attitude, at det fik mig til at føle, jeg læste en lydbog. Skrivestilen er lige på og hårdt, og der bliver fortalt om tissekoner, nuggets og bøvede mænd. 

Det er dog ikke én stor komediebog. Det tog kun Majbritt fem sider for at få mig til at fælde en tåre i S-toget. Meget akavet for manden overfor mig. Bogen er nemlig også enormt ærlig om de hårde tider, forfatteren er gået igennem med mobning, seksuel krænkelse på nettet samt en tidligere spiseforstyrrelse. Hårde emner som bliver blottet for læseren. Der var ikke noget at sige til, at jeg følte mig meget tæt knyttet til Majbritt, efter at have læst sidste side af hendes bog.  

Det er forkert at kalde værket en selvhjælpsbog. Det er, som titlen hinter til, en bog med søsterlige råd, og det føles som om, man er ude og få en kop øl med en veninde. Og det er søsterlige råd – det er ikke mor, der fortæller dig, hvor god du er.  

”Du har allerede regnet ud, at Søsterskriftet ikke er ét langt afladsbrev for kvinder, og at den her bog ikke synes, at mænd bare er nogle svin, og at kvinder bare er perfekte gudinder.”  

Nielsens råd til kvinder indeholder ros og verbale øretæver.  

Forfatteren havde vildt mange sjove og fede budskaber igennem hele bogen. Som en stræbende gymnasieelev sad jeg ivrigt og nikkede med på mange af hendes historier og pointer. Min yndlings pointe handlede om, hvordan vi skal have lov til at dyrke vores følelser, når vi er blevet dumpet eller fyret i stedet for at poste en masse fake news på de sociale medier. Nielsen beskriver det sunde ved dårlige oplevelser på en fed måde:  

”Det skaber karakter at blive forladt, at blive knust og ødelagt … Vi bliver også mere interessante og lækre for andre mennesker, hvis vi har et hak i tuden … sjovere at drikke en øl med.” 

Forfatteren er også rigtig god til at forklare sine pointer på en meget fantasifuld måde. I Søsterskriftet er din personlighed og din interesse puslespilsbrikker, som man skal passe på, man ikke mister, hjertesorger er regninger, man skal huske at betale inden den næste fyr, og Borgerservice er Borgerfrustreringscentret.  

Majbritt er også en af de kloge forfattere, der har fået et fedt cover på sin bog. Jeg kender flere bogelskere, der ville savle over det, og sikkert købe bogen blot for at have dette pragteksemplar i deres hjemme-bibliotek. Jeg vil dog stærkt anbefale at de lige giver bogen et forsøg, fordi jeg vil vove at påstå, at man vil få svært ved at stille den tilbage på hylden. 

Jeg har allerede anbefalet den til alle kvinder i mit netværk, så nu anbefaler jeg den også til dig kære læser, eller måske skulle jeg sige søster.  

Søsterskriftet får 6/6 stjerner  

Asking For It af Louise O’Neil

Jeg købte Asking For It sidste år, da jeg studerede i England. Jeg er ikke en af de mennesker, der går efter udtrykket:

”Don’t judge a book by its cover”.

Altså, hvis du ikke er klog nok til at få en fed forside, så kan du ikke forvente, jeg ser den imellem alle de andre bøger i bogbutikken. Bogens forside har en pige med en tåre, der løber fra hendes højre øje. Voldtægt var nok den første tanke i mit hoved. Det er et emne, jeg synes, er ligeså spændende som det er uhyggeligt. Jeg endte også selv med at fælde tårer over denne bog ligesom pigen på forsiden.

Asking For It handler om Emma O’Donovan, som er en pige på 18 år, som bor i Balinatoom, en lille irsk by, og hun er en senior i high school. Emma er populær, og hendes største problem er, at folk alt for ofte fortæller hende, at hun skulle blive model. Dette ændre sig dog på meget dramatisk vis, da hun opdager, at fire drenge har voldtaget hende og postet det på Facebook. Emma kan intet huske, da hun drak for meget alkohol og tog stoffer den aften. Pludselig er hun et voldtægtsoffer og bliver kendt landet over som ’The Balinatoom Girl’.
Emma prøver at melde drengene, der gjorde det, men i hendes kamp for retfærdighed opdager hun hurtigt, at folk faktisk bebrejder hende for, hvad der skete. Selv hendes forældre bebrejder hende.

“They are all innocent until proven guilty. But not me. I am a liar until I am proven honest.”

Jeg læste ikke bogen i en køre, da jeg simpelthen blev nødt til at lægge den fra mig en gang i mellem for at få vejret. Det lyder overdrevet, men alt det Emma går igennem, fik min puls til at stige flere gange. Asking For It viser den forfærdelige made voldtægtsofrer bliver behandlet i samfundet.

Forfatteren Louise O’Neill tager læseren på en rejse gennem Emmas psykologiske forfald. Historien bliver fortalt med en jeg-fortæller fra Emmas point of view og O’Neil har virkelig opnået en sammenfletning mellem læseren og Emma. Man føler, man er Emma gennem læsningen, hvilket øger intensiteten, når Emma opdager, at hun er blevet voldtaget. O’Neil formår at fortælle os og Emma om voldtægten på en frygtelig made: gennem sociale medier.

Bogen er delt op i to dele: ‘Last year’ og ‘This year’ og på en måde bliver disse to dele også fortalt gennem to forskellige synsvinkler. ‘Last year’ er fortalt fra Emma’s point of view, imens ‘This Year’ er fortalt fra The Balinatoom Girls point of view.

Emma er en mean girl: populær, smuk og meget arrogant. Dette beviste valg forfatteren tager, ved at skabe en usympatisk hovedperson, er modigt. Læsere vil oftest gerne kunne relatere til protagonisten, specielt når bogen er skrevet i første person. Det spændende ved Emma er dog, hvordan man kan høre hendes bitchy tanker bag hendes falske nice-girl image, som hun har over for andre. Det gør hendes karakter morsom på en måde.

Emmas skift til the Balinatoom Girl er meget tydeligt, da hun er fuldstændigt sårbar og derved en meget mere relaterbar person for læseren. Kontrasten mellem Emmas personlighed før og efter voltægten er skrevet på en super fed måde, da man går fra at hade hende til at græde på hendes vegne.

‘I wait for my mother to deny it…I wait for her to tell him, Of course I haven’t given up on Emma… I wait and wait. I will wait forever.’

Louise O’Neill skriver på en meget simpel men ærlig måde. Dette citat viser første gang, Emma finder ud af, at hendes mor har opgivet at tro på Emma. Selvom scenen er passiv, så er det enormt dramatisk og hjerteskærende for læseren. På trods af hendes simple skrivestil, så er O’Neil ingen simpel forfatter. Hun belyser forskellige synsvinkler og holdninger om emnet voldtægt, og giver læseren mulighed for at empatisere med flere karakterer, der har forskellige holdninger. Hun viser den diskussion, der er i forhold til voldtægt. Titlen siger det hele: Asking For It. Er det pigens egen skyld, hvis hun havde slutty tøj på og for meget alkohol i blodet? Was she asking for it?

‘I am Eve…I am temptation.’

Dette er en historie hvor læseren følger Emmas tanker og følelser. Vi ser hendes tanker, føler hendes smerte og oplever hendes fangeskab som the Balinatoom Girl. Historien åbner en diskussion omkring samfundets syn på voldtægt i dag. Du vil ikke nyde at læse denne bog, du vil holde det ud. Du vil ikke ha’ det godt når bogen slutter, men du vil tænke.

Dette er en forfærdelig historie og en fantastisk bog.

Asking for it får 5/6 stjerner.

Orphan X af Gregg Hurwitz

Endelig færdig!

Jeg købte bogen sidste år i England, og begyndte straks at læse den, men det er altså først nu, at jeg er blevet færdig. Jeg er ikke en lynlæser, men det er altså ikke derfor, det har taget mig så lang tid at få læst denne roman færdig. Det har taget mig to forsøg at komme igennem den. Første gang sidste år gik jeg død på den, og så prøvede jeg igen for en måned siden, og det tog alligevel omkring 100 sider, før den fangede mig.

Evan eller Orphan X er opdraget og trænet som del af en hemmelig organisation kaldet the Orphan program. Her er han trænet til at kunne slå ihjel på kommando, men han forlader programmet og bruger sin træning, til at holde sig skjult og samtidig hjælpe folk i nød med sit nye alias The Nowhere Man.

Orphan X er en thriller, som jeg personligt ikke synes var særlig thrilling. Det var en god historie, men der var ikke nogle tidspunkter, hvor jeg holdte vejret i spænding – hvilket faktisk er det jeg normalt gør, når jeg bevæger mig ind i denne genre.

Jeg elsker den der James Bond stil, som historien har, hvor vores helt lægger mærke til den mindste detalje. Et problem med disse detaljer er dog, at det gjorde teksten tung til tider – og med ’til tider’ mener jeg faktisk ofte. Det er altså ikke helt vildt sindsoprivende, at Evan har en svævende seng. Dette bliver alligevel nævnt flere gange i bogen – for some reason.

De talrige slås-scener er også alt for lange med meget specifikke termer, som jeg ikke kender – og som jeg faktisk også er super ligeglad med. Nogle af scenerne kunne altså vare et par sider ad gangen. Gab.

Okay, nu hvor jeg så har malet fanden på væggen, vil jeg også sige at historien stadig var god. Så snart jeg nåede igennem de første 100 sider, så var det et spændende nok møde med The Nowhere Man.
Bogen starter nemlig med denne perfekte fyr, som man slet ikke kan relatere til, da han ikke viser nogen form for følelser. Dette ændrer sig dog, og med gode bi-karakterer og en spændende baggrundshistorie, som vi får efterhånden, er historien egentligt meget spændende. Den har også et godt twist i slutningen, som jeg ikke havde forudset.

Jeg vil dog ikke fortsætte serien, og som man sikkert kan læse på min anmeldelse, kan jeg heller ikke give den en høj rating.

På forsiden skriver David Baldacci:

”Read this book. You will thank me later.”

Det bliver et tak men nej tak herfra David.

3.5/6 stjerner