Divergent af Veronica Roth

Jeg oplevede Divergent første gang på TV, og jeg syntes faktisk, den var ret fed (min mening om 2’eren og 3’eren var dog ikke ligeså excited). Da jeg så bogen i Arnold Busck, købte jeg den altså.

Veronica Roths Divergent er en science fiction roman, der har et coming-of-age tema, men som også fokuserer på et samfund, hvor folk, der afviger fra samfundets normer, bliver straffet.
I en postapokalyptisk verden i fremtiden lever 16-årige Tris. Hun lever i et samfundet, der er opdelt i fem fraktioner alle med forskellige normer – som består af: Puritanerne, Sanddru, Pacifisterne, Intelligentsia og Skytsenglene. I denne verden skal man som 16-årig vælge en fraktion, og dette betyder enten, at hun skal sige farvel til sin familie eller sige farvel til, hvad hun står for.

Det er en vildt interessant idé Roth har haft med at opdele denne verden i fraktioner baseret på holdninger og overbevisninger. Det er nogle sjove karakterer, man møder fra hver fraktion, der viser de ”unoder” deres fraktion har givet dem. For eksempel at Trish ikke er vandt til at måtte se sig selv i spejlet, da Puritanerne ikke tror på forfængelighed. Det er også sjovt at møde Trishs ven Christina, der er vokset op som Sanddru, hun er derfor ikke vandt til at lyve, så hun er enormt bramfri som person.

Trish er en skøn hovedperson, der ligesom så mange andre er i tvivl om hendes egen identitet og med hvad hun skal i livet. Hun er samtidigt en rebel, der tør betvivle systemet og de autoritære roller, selvom det kan give hende problemer. Hendes hunger efter at passe ind bliver hele tiden ikke opfyldt i takt med, at hun altså bare er anderledes end dem omkring hende. Igennem roman en, lærer hun at håndtere denne rolle, og efterhånden ser hun den positive side af hendes afvigende personlighed.

Jeg var enormt imponeret over, hvor meget filmen og bogen mindede om hinanden. Filmen har virkeligt formået at være tro mod den verden, som Veronica Roth har skabt. Jeg blev overrasket over, hvor lidt ”ekstra-materiale” der var i bogen. Som regel, når jeg læser en bog efter at have set filmen, så åbner historien sig endnu mere op, og det var ikke rigtigt tilfældet denne gang. Meget få gange var der en ekstra scene her og der i bogen, men ellers var det præcis det samme, der skete i bogen som i filmen. Det er jo på sin vis ret imponerende, men jeg var lidt skuffet som læser, da jeg havde håbet på, at der var lidt mere kød på bogen.

Romanen er meget letlæselig med et flydende sprog, hvor man bare bladrer igennem siderne. Det var faktisk rart at læse en så nem ungdomsroman, hvor plottet og karaktererne er skide gode, og de holder læseren stimuleret hele vejen igennem. Det er uden tvivl ikke et mesterværk, men jeg synes stadigt, den holder. 

Divergent får 4/6 stjerner.   

The Girls with All the Gifts af M.R. Carey

Okay, den her bog var noget af et projekt, der tog mig et år at komme igennem. Det var ikke fordi, bogen ikke var god, den var fed, men i et forsøg på at få min kæreste til at elske bøger, valgte jeg at læse den højt for ham. Jeps, jeg er selverklæret bog-pusher. Gud hvor tog det lang tid, men han elskede den. Det var ham, der begyndte at sige ”Skat? Vil du læse et kapitel mere?” På trods af hyggen og entusiasmen, tog det alligevel laaang tid at læse den, men jeg har allerede bestilt vores næste projekt. Så må vi se om den tager ligeså lang tid. Jeg anmelder den engelske version, men jeg ved, man også kan købe den på dansk.

The Girls with All the Gifts af M.R. Carey handler om pigen Melanie. Melanie sidder i sin celle hver dag indtil militærmænd åbner endes celle og forsigtigt skubber hende ind i et klasselokale med andre børn ligesom hende. I klasselokalet bliver de undervist i forskellige fag af forskellige lærere, efterfølgende får de en smagsløgs grød som næring og nogle gang bliver de lukket ind i et rum, hvor de bliver baddet i en slags røgsky. Alle tidspunkter af døgnet sidder Melanie spændt fast i en kørestol i metal, hvor hendes ben og arme er spændt fast, og så har hun mundkurv på. Men hvorfor alt den sikkerhed? Det er fordi, Melanie er en zombie. Dr. Caldwell, som arbejder på militærbasen aka Melanies hjem, søger aktivt efter en kur mod den zombieepidemi, der har smittet store dele af menneskeheden. Melanie er måske svaret på problemet.

Min kæreste er på ingen måde en bogorm. I vores reol har jeg samlet alle hans bøger og der er fem, hvor to af dem er fra hans studie. Jeg elsker selv at læse, og jeg ønskede, at han skulle få samme glæde ved bøger, som jeg selv gør. Først prøvede jeg at vise ham nogle af alle mine fede bøger. Det virkede på ingen måde. Dernæst gav jeg ham n bog, som han selv havde snakket om Liars Poker. Den læste han 36 sider i før han gik død. Så foreslog jeg lydbøger. Det blev der nikket til, men så var det ligesom også det. Endligt så jeg ved et tilfælde traileren til filmatiseringen af The Girls with All the Gifts, og huskede at jeg havde køt den for lang tid siden. Jeg vidste traileren til Mathias, og da han sagde, den så fed ud, så sagde jeg ”så lad os læse den skat”. I’m sneaky, I know.

Forfatteren er enormt god til at skifte mellem forskellige synsvinkler, ud man bliver forvirret som læser. Selvom han altid indikerer med navn, hvem der snakker, så tuner læseren sig lynhurtigt ind på hvem det er ud fra karakterens personlighed, sprog og point of view. Bogen skifter mellem mellem Melanie, Miss Justineau, Dr Caldwell, Sr parks og Gallagher. Det er forskelligt, hvem der for mest ”taletid” i bogen, men jeg kunne helt sikkert bedst lide det fra Sr Parks point of view. Han er bare sådan en off karakter, som man både hader og elsker. Han agerer i det hele taget som en douche, men han handler uselvisk og hele tiden for the greater good.

Melanie er en enormt interessant karakter. Hun er bogens centrum og hovedperson, men der er så meget mystik omkring hende, de meget langsomt bliver vist for læseren. Som karakter er hun det man ville kalde en oxymoron. På den ene side er hun en lille uskyldig pige, men hun er jo underkastet den her virus, der gør hende til en dræbermaskine. Det er interessant at følge hende, når hun er i beast mode.

Jeg kan dog ikke give M.J. Carey’s roman topkarakter. De gange, hvor synsvinklen skifter over til Dr. Caldwell bliver sproget for avanceret. Jeg kan godt forstå, at hun selvfølgelig er videnskabsmand osv., men jeg synes det blev for meget, og ofte sad jeg bare og mumlede mig igennem det, da hverken mig eller min kæreste forstod, hvad der ellers blev sagt.

”Caldwell would have expected the hungry pathogen to be better adapted. She would have expected Ophiocordyceps to manipulate the cells of the host’s hypothalamus more skillfully suppressing the hunger drive after the first few bites … ”

Jeg ved ikke, om du forstår, hvad der står, men det gør jeg i hvert fald ikke. Jeg fandt en bestemt måde at udtale Ophiocordyceps, men jeg ved reelt ikke, om det er sådan man siger det. Det var ikke fordi, kapitlerne fra Dr Caldwell’s point of view var dårlige. Hun er en fed karakter, der har et koldt og kynisk syn på tingene, men som jo i sidste ende, prøver at redde menneskeheden, sproget kunne dog godt have været mere almindelig menneskeagtigt.

Jeg synes også, bogen blev lidt for lang i forhold til, at der ikke skete noget i en stor periode af den sidste halvdel af bogen. Jeg prøver virkelig ikke at spoile, til dem der ikke har læst den, men der er ret mange gentagelser og venteperioder i teamet ”overlevelsestur”.

The Girl with All the Gifts får 4/6 stjerner.

Throne of Glass af Sarah J. Mass

”Mer’!” Det var min første tanke, så snart jeg lukkede bogen i. Det bedste ved Throne of Glass er, at det er en saga med syv bøger inklusivt en prequal, så nummer to bog er allerede placeret på natbordet.

Romanen er skrevet af den amerikanske forfatter Sarah j. Maas i 2012, hvor vi følger den 18-årige lejemorder Celaena Sardothien. Celaena er smuk, klog og dødsens farlig. Hun er kendt som den bedste lejemorder og var fejlfri i sit felt, lige indtil hun blev fanget. I fangelejren Endovier afsoner hun en livstidsdom for sine forbrydelser, en dom der er udstedt af landets tyranske konge. Men efter et år i fangenskab, får Celaena et tilbud fra kronprinsen, Dorian, som hun ikke kan sige nej til: sin frihed. Der er dog et stort men. Hun skal arbejde som kongens personlige lejemorder, men før hun overhovedet får muligheden for det, skal hun deltage i en farlig turnering, hvor hun skal konkurrere med landets dygtigste tyve og forbrydere i en kamp til døden.

Okay, jeg bliver nødt til at indrømme min barnlighed og fortælle, at jeg selvfølgelig kom til at grine af forfatterens efternavn, da det jo er mås på dansk. Godt. Så er det ude af vejen, og så kan jeg fortsætte med anmeldelsen.

Jeg kan simpelthen ikke skjule den kæmpe glæde, jeg havde ved at læse dette mesterværk af en fantasy roman. Det var faktisk en roman, min veninde anbefalede for lang tid siden, men jeg har først lige fået den læst. Jeg læste den i små bidder, da jeg prøvede at få den til at holde så længe som muligt, indtil jeg så googler den, og så at det jo var en saga. Derefter inhalerede jeg bogen, så jeg kunne komme videre i rækken.

Maas Holder et hurtigt tempo hele vejen igennem bogen, der skaber en konstant spændingsfølelse uden at forvirre læseren. Throne of Glass er en action-packed fortælling, der ofte skifter scene, karakter og tid. Mass gør det dog på en meget ligefrem måde, så man hele tiden kan følge med, dog ofte med en forhøjet puls.

Celaena er nok en af mine yndlingskarakterer fra alle de bøger, jeg har læst. Hun jo bare en badass, der får tingene gjort uden at være bange for at konkurrere mod the men’s club. Maas undgår ret meget at skrive Celaena’s tanker ned, men viser dem i stedet i form af kropssprog, handlinger og dialog. Som læser oplever man hende i stedet for at få direkte serveret, hvad hun tænker. Celaena er en karakter, jeg på den ene side kan spejle mig i, og samtidigt ser jeg enormt meget op til hende. Mit yndlingstræk i hende er den store selvtillid, hun har til sig selv. Granted – hun er selvsikker, fordi hun ved hun er en skide god lejemorder (ikke ligefrem en profession, der står på karrierelisten for mit vedkommende), jeg kan dog spejle mig i hendes vedholdenhed eller måske endnu mere hendes stædighed. Celaena har dog også en sårbarhed, der bliver vist flere gange i forbindelse med hendes opvækst, men jeg elskede, hvordan vi allerede fik det at se i Endovior.

”When she woke every morning, she repeated the same words: I will not be afraid. For a year, those words had meant the difference between breaking and bending; they had kept her from shattering in the darkness of the mines.”

Her viser hun sin mere menneskelighed i stedet for endnu en kliché type så som James Bond eller Captain America, der handler helt uden frygt og sårbarhed. Don’t get me wrong, de to karakterer er skønne, men det er rart at se noget helt anderledes i Celaena.

Jeg var også glad for den lille smule kærlighed, der foregik i historien. Det er ikke noget, der bliver fokuseret vildt meget på, og der er meget, der ikke bliver udforsket og forklaret, hvilket kun styrker læserens nysgerrighed. Jeg værdsatte også, hvordan det i langt højere grad var Dorian (kronprinsen), der agerer som sexsymbol i stedet for Celaena, selvom hun selvfølgelig beskrives som smuk. Okay måske en spoiler alert, måske ikke. Jeg er jo mere team Chaol, selvom jeg ikke ved, om dette overhovedet bliver aktuelt. Nu må vi se.

Nå ja det er selvfølgelig relevant at sige, at jeg har læst romanen på engelsk, så jeg kan ikke udtale mig, om den er ligeså god på dansk.

Jamen, som I nok kan se, så har jeg intet negativt at sige om denne skønne roman, så I kan nok selv gætte den score, jeg giver den første bog i rækken af denne serie. Så må vi se, om to’eren kan klare sig ligeså godt. Fingers crossed.

Throne of Glass får 6/6 stjerner