Watch Me af Angela Clarke

Jeg blev nødt til at anmelde den her roman, da jeg husker den som så fed og spændende, og efter at bruge en weekend på den, så havde jeg jo fuldstændigt ret. Well don past me. Det er et par år siden, jeg sidst læste denne bog. Jeg er ikke den store krimi-pige, men den bevæger sig også ind i thriller-genren, og det er lige mig. Det bedste er, at jeg på nuværende tidspunkt har fundet ud af, at det er to’eren af en serie med Follow Me som den første bog i rækken. Juhuu. Jeg har allerede bestilt den på Amazon.

Watch Me er skrevet af Angela Clarke og det er en creepy og spændende fortælling, der følger Sergant Nashreen Cudore og journalisten Freddie Ventons kapløb mod tiden ”You have six seconds to read this message … You have 24 hours to save the girl’s life. Make them count.” En snapchat besked med en mærkeligartet selvmordsbesked udvikler sig hurtigt til en jagt på en kidnapper. Nashreen og Freddie skal arbejde sammen for at løse denne sag og de skal måske grav i nogle gamle sår, som de helst havde været for uden.

Denne roman vil tage pusten fra dig med et højt og et intenst tempo, hvilket er en nødvendighed, da hovpersonerne har meget at nå på kun 24 timer. Jeg er altid forundret, når forfattere skriver disse typer fortællinger, med et så kort tidsinterval. Dan Brown gjorde de også fantastisk i Engle og Dæmoner, men hvor Browns historier er en mursten af en roman, har Clarke formået at spække denne roman propfyldt med detaljer, uden at gå på kompromis med letlæseligheden af denne bog. Det er en roman, man hurtigt strømmer igennem, og din læsehastighed vil blive højere og højere ligesom din puls, jo tættere vi nærmer os slutningen.

Jeg nød virkelig at læse Clarkes værk. Hun har en skrivestil, der får fantasien til at flyde og skabe klare billeder af de forskellige scener og karakterer. Jeg er stor fan af en dialogbaseret fortælling, og den måde Clarke brugte sociale medier og teknologi tilføjede et dialogelement, der var interessant og et friskt pust i den gammeldags kommunikationsform, hun bruger: en bog.

Clarkes fantastiske skrivestil er dog ikke den eneste grund, til at jeg vil anbefale Watch Me, jeg synes også, man skal læse denne bog pga. emnet. Online kriminalitet er stadigt en ny form for kriminalitet, og jeg synes det er enormt vigtigt, at folk forstår, hvad der er muligt fro hackere. Hævnporno i sig selv er et emne ikke mange kender, og denne bog giver et rigtigt godt indblik i, hvad det er og hvordan det er at være offer for det.

De to hovedpersoner Nashreen og Freddie er meget forskellige, men lige elskværdige. Nashreen er den fornuftige og by-the-book politikvinde, og Freddie er den rapkæftede journalist, der ser kritisk på verden og ikke er bange for at bræge op, når folk pisser hende af. De er et skønt makkerpar, som jeg glæder mig til at følge i resten af serien.

Watch Me får 6/6 stjerner.

 

 

 

The Life List af Lori Nelson Spielman

Kender I det, når man bare har en dårlig dag, og trænger til at blive løftet op. Det var grunden til, at jeg tog denne bog ned fra bogreolen. Da jeg læste beskrivelsen på bagsiden, tænkte jeg umiddelbart, at den ville handle om noget bucket-list noget, men den handlede faktisk om det modsatte. Denne her bog handler ikke om, hvad man skal nå inden man sætter træskoene, men snarere hvordan dælen man lige for lavet de træsko.

The Life List er skrevet af Lori Nelson Spielman, og den handler om Brett Bohlinger, der lige har mistet sin mor. Bretts mor var hendes bedste ven og ud af en søskendeflok på tre, er det Brett, der tager det hårdest, at hendes mor er gået bort. Brett har et middelmådigt liv, men skal nu til at arve millioner, da hendes mor var ejer og stifter af et kæmpestort firma. Der er dog en tvist til Bretts arv: hun får den først, når hun har udført alle de mål, hun skrev på en liste til sig selv, da hun var 14.

Da vi møder Brett første gang, er hun i dyb sorg. Hun er til gravøl efter sin mor begravelse, og hun er ked af det og plørefuld. Jo mere jeg læste, jo mere lærte jeg, at jeg ikke kunne lide vores protagonist. Hun virkede som en upassioneret tørvetriller, der var langsom i optrækkeren. Hun havde ikke rigtigt en stemme, en mening og i det hele taget en personlighed, men dette ændrer sig alt sammen på grund af den livsliste, hendes mor giver hende. På trods af hendes modvillighed til listen i starten kommer den fuldstændigt til at forme Brett på den bedste måde, så jeg til sidst havde svært ved at give slip på den ven, jeg følte jeg havde fået fra bogen.

Denne historie er indbegrebet af ordsproget: Life is not about the destination, it’s about the journey. Når man læser plottet til romanen, kan man godt have tanken om at historien kommer til at være lidt forudsigelig: Brett får denne her liste, hun får den udfyldt, og så får hun en røvfuld penge i arv fra sin mor. Hurra. Men den rutsjebanetur, som vi kommer på i historien er så uventet som overhovedet muligt. Det eneste punkt, der blev udfyldt som forventet, var det der, hvor hun skulle have en hund. Udover det var der ikke et punkt, der blev opnået som jeg havde forventet det.

Dette er en af de mest opløfende og inspirerende bøger, jeg har læst. God fornøjelse.

Glæd jer for resten til punkt 18 på listen. Det var uden tvivl det punkt, der inspirerede mig mest.

The Life List får 6/6 stjerner.