SPEAK af Laurie Halse Anderson

Dette er en super mørk og hjerteskærende fortælling, om en pige, der fra den ene dag til den anden mister alle sine venner lige inden hun skal starte på gymnasiet. Hun plejede at være en glad og sprudlende pige, men der er sket noget, der har fået Melanie til at miste stemmen. Som et spøgelse vandrer hun nu igennem tilværelsen uden at sige et ord. Kommer hun nogensinde til at kunne fortælle nogen om, hvad der skete?

”The doctor stares into the back of my eyes with a bright light. Can she read the thoughts hidden there? If she can, what will she do? Call the cops? Send me to a nuthouse. Do I want her to? I just want to sleep. The whole point of not talking about it, of silencing the memory, is to make it go away. It won’t. I’ll need brain surgery to cut it out of my head.”

Det er ikke før til aller sidst, at læseren finder ud af, hvad der er sket, fordi Melanie prøver at glemme det. Så selvom bogen er skrevet i første person, så ved vi ikke alting – langt fra. Fortællingen er meget observerrende, da Melanie går igenem livet med et mål om at sige så lidt som muligt.Det er faktisk meget interessant, hvordan forfatteren har formået at skrive en hel bog med så lidt dialog, uden at gør fortællingen alt for passiv. Jeg vil dog sige at til tider, at den var for observerende for min smag, og at jeg ikke helt er vant til den skriveform, så jeg blev ikke altid revet med af handlingen.

For en bog der hedder SPEAK, er der utroligt få samtaler i bogen. Og her vil jeg gerne lægge tryk på sam, fordi der er folk der snakker i denne bog, men de snakker ikke med Melanie, de snakker bare om sig selv. Det er meget sørgeligt, hvordan vores hovedperson faktisk slipper afsted med ikke at snakke. Det er faktisk kun en person der hele vejen igennem har interesseret sig for hendes point of view, og det er hendes billedkunstlærer, Mr Freeman.

Mr Freeman er en skøn karakter. Han er en rigtig god stereotyp på en kunstner, med mærkelige enetaler i klasselokalet og hans kærlighed for det bizarre. Måske er det derfor, han faktisk ser Melanie. Han er helt sikkert den bi-karakter, jeg glædede mig mest til at støde på igennem hele fortællingen.

Anderson er rigtig god til at skabe en dyster og mærk stemning hele vejen igennem fortælling, og det er en fortælling, der godt kan give én ondt i maven på grund af det hårde emne, som den afslører til sidst. Det er en kort bog, jeg synes man skal give et skud.

SPEAK får 4/6 stjerner.