Interview med Majbritt Maria Nielsen

Interview med Majbritt Maria Nielsen

Efter jeg læste Søsterskriftet af Majbritt Maria Nielsen fan-girlede jeg for vildt over den nye veninde, jeg følte, jeg havde fået. Jeg tog chancen og kontaktede hende gennem LinkedIn, for at se, om hun havde lyst til at mødes til et interview. Det var utroligt, hvor meget jeg skulle holde mig selv i nakken, så jeg forblev professionel på skrift og skjulte mit imaginære venskab med hende. En time senere så skrev hun faktisk tilbage. Hot damn. Hun var på.

Vi mødtes efter nytårsreset var overstået og Majbritt var præcis som jeg havde håbet: sød, relatable og med en fed portion humor. Det er også derfor, jeg tør skrive den øverste paragraf, selvom jeg ved, hun kommer til at læse det her.

Debattør, radiovært, foredragsholder, skribent – kært barn har mange navne og apparently også mange titler, og nu kan titlen som forfatter tilføjes på den lange liste. Idéen til forfatterskabet opstod, ifølge Nielsen, fra en lykkefølelse.

 ”Der kom over en lang periode, hvor jeg blev meget klar over: Gud hvor har jeg det egentligt godt. Og det var ikke fordi jeg havde vundet i lotto eller fået en ny kæreste. Alle mine problemer var ikke væk.”

Forfatteren har haft mange problematikker i sit liv og slukket mange brande, som hun selv siger. Derfor vidste hun efterhånden alting har en ende også de dårlige ting. Efter flere snakke med veninderne fandt hun flere historier og følelser, der gik igen, og som alle kunne spejle sig i.

”Og så tænker jeg, jeg laver en maggiterning af det og samler det. Hver gang vi havde snakket om det, så havde vi det jo bedre.”

Efter et møde med People’s Press, hvor hun pitchede ideén fik hun til opgave at skrive lidt på bogen og så sende forlaget nogle sider. Da forlaget til sidst sagde ja, stod Majbritt med overvældende følelser. Nu skulle hun til at være forfatter. Kunne hun det? Måtte hun det? Følelserne strømmede igennem hende, men hårdnakket tog hun valget om at slå til og give den hele armen.

”Det skulle være sådan at tissen rendte ned af mig fordi jeg havde fået skrevet alt.”

Bogens struktur blev langt fra skrevet struktureret. forffatteren beskriver, hvordan hun skrev emner og idéer på post its, som hun så satte op på sin væg. Efterfølgende så hun, hvordan de enkelte post its idéer passede under bestemte emner. Hele hendes ene væg blev hurtigt dækket af de farvede lapper papir rundt om hendes skrivebord.

Så kunne jeg stå sådan forfatter agtigt og kigge på det. Det kunne også være fedt, når nogen kom på besøg. Så kunne man sige ” nå nej undskyld det roder. Det er bare nogle noter til min bog.’’

Forfatteren beskriver, hvordan nogle kapitler var så klare, at de nærmest skrev sig selv

”Der er nogle af kapitlerne der blev skrevet på en dag, hvor jeg har siddet i to timer og ikke været på toilettet hele dagen…”

Hele vejen igennem bogen blotter forfatteren sig enormt meget, nogle emner er selvfølgelig mere hårde end andre, men jeg blev nysgerrig på, hvordan det var at blotte sig så meget.

”Jeg ved ikke hvorfor, men af en eller anden grund, så er det bare ikke min zone of terror. Jeg tror det er fordi det er så universelt. Jeg får 3-4 henvendelser om dagen fra kvinder der siger ”du har skrevet en bog om mig”. Jeg får den følelse af, at jeg er ikke alene om denne oplevelse.”

Et ømt punkt for forfatteren var dog de ting, hun nævnte om sin familie. Forfatteren forklarer, at hun har haft et næsten ikkeeksisterende forhold til sine forældre i en lang periode, men at hendes familieforhold faktisk er blevet bedre efter hendes bog. Inden Søsterskriftet udkom havde hun også fortalt sine forældre alt og afstemt alle ord i bogen.

Men det er jo ikke kun forfatterens familie, der bliver nævnt i bogen, veninder og tidligere mænd  fra forfatterens fortid fylder også i fortællingen. Personerne nævnt i bogen er dog alle Frankensteins monstre, som Nielsen beskriver det, hvor hun har taget lidt fra en person og lidt fra en anden.

”Tingene er sket, men tingene er sat sammen, så folk ikke kan komme og sige ”det skal du ikke skrive om mig.”

Der har også været et par ekskærester, der har kontaktet hende efter udgivelsen, som forfatteren grinene har kunnet ignorere.

Efter at have læst Nilsens værk var jeg jo selv helt vildt begejstret – som man kan læse i min anmeldelse – og det kom bag på mig, da jeg så at for eksempel politikken havde givet hende en dårlig anmeldelse. Det er dog umiddelbart ikke noget, der røre forfatteren. Hun trækker på skulderen med et smil på læben.

”Jeg har fået nogle dårlige anmeldelser… Men det kan jeg sgu godt klare. Jeg får ligeså gode anmeldelser som Hella [Joof] får, men til gengæld kan vores læsere godt lide os, og det er altså vigtigere for mig. Følelsen af, når man har delt noget med en veninde, og man sidder og tænker: er vi måske de klogeste i verden. Det tror jeg nok vi er.”

Jeg grinte meget af forfatterens sidste kommentar, da jeg har flere veninder, jeg har haft denne oplevelse med.

Forfatteren fortæller, at hendes yndlingskapitel er sexskriftet, da hun føler, det er noget man virkelig kan få noget ud af da det er hands on, som hun grinene beskriver det. Det var et kapitel der røg ud af hende, og hun skrev det i en køre. Hun elsker alle sine kapitler, men Sexskriftet gav hende mulighed for at berøre et emne, som andre finder farligt.

”Der er sådan en forskrækkethed og bornerthed i folk når det kommer til sex, og måske kunne jeg være med til at få det ud af dem.”

Alt i alt har hun lært en masse gennem oplevelsen af at skrive sin bog. Forfatteren kunne pludselig bekræfte over for sig selv, at hendes sprog kunne bruges til noget hun ikke var vant til. Hun skulle ikke lyde klog i en offentlig debat, men skulle i stedet fortælle om noget mere følsomt. Bogen handlede om at komme ud med forskellige emner og oplevelser, mange kvinder kunne spejle sig i. Hele oplevelsen var en big deal for forfatteren, og det var en oplevelse, der krævede mod.

”Jeg har jo også skrevet tak til mig selv for at turde noget.”

Slutteligt kan jeg fortælle jer kære læsere, at forfatteren lover endnu en bog, men hvornår det bliver, kan hun dog ikke fortælle. Jeg ved i hvert fald med mig selv, at jeg glæder mig til at stå klar i bogbutikken, når den kommer.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *