Jeg Ser Dig af Clare Mackintosh

Nå, der gik som sædvanlig lidt lang tid, inden jeg fik fået lavet en ny anmeldelse, but that’s life.

Jeg har fået fornyet energi og inspiration efter en hel weekend på BogForum og med et nyt læs bøger på reolen, vil jeg fortsætte med at læse og anmelde (for det meste) fantastiske bøger her på bloggen.

Jeg Ser Dig er helt sikkert én af de fantastiske bøger. Denne skræmmende thriller kom jeg igennem i løbet af nul komma dut, og selvom den kun øgede en voksende paranoia i mit indre, så var den det hele værd.

Jeg Ser Dig af Clare Mackintosh er en thriller, der giver stalking et helt nyt element af creepiness. Zoe Walker er en helt almindelig mor til to, Justin og Katie, og kæreste med Simon. Hun har et job som revisor for en ejendomsmægler i det centrale London, som hun pendler til hver dag. Men en dag opdager Zoe et billede af sig selv i avisen i en datingannonce, og da hun kontakter politiet får hun fat i Kelly Swift, en degraderet betjent, der opdager faren ved Zoes rute til arbejde, da den er forudsigelig. Men hvem kender den. Hvem kigger på hende?

Der er et eller andet ved emnet ”stalking”, som jeg finder så mega hamrende uhyggeligt og samtidigt så spændende – det er som om jeg sidder med hænderne foran ansigtet og så lige løfte den ene finger, så jeg kun lige kan se en sprække. Det er altså bare et super spændende emne, og efter at have læst Michella Rasmussens ”Stalker”, var det fedt at fortsætte emnet på en så spændende måde. Props til Mackintosh.

Jeg valgte overraskende nok at læse denne bog på dansk i stedet for engelsk. Det var måske ikke et helt vildt aktivt valg – kan man sige – den var der ikke på engelsk i bog butikken, og jeg var for utålmodig til at vente en uge inden de kunne få den hjem. Anders nede i bog og idé fik derfor et ja tak fra mig og jeg fik en bog fra ham. Ej hvis bare man kunne gå ind i en bog butik og sige ”ja tak”, og så fik man en gratis bog. Altså jeg betalte Anders. No worries.

Bogen følger hovedsageligt de to karakterer: Zoe Walker, vores protagonist, hvis synsvinkel bliver fortalt gennem første person, og vores hoved biperson, Kelly Walker, hvis synsvinkel er fortalt i tredje person. Det forvirrede mig lidt i starten, da jeg aldrig har set det før, men det fungerede fint. Jeg fandt dog aldrig ud af, hvorfor det blev delt op på den måde. Der er dog endnu en synsvinkel. Det er vores antagonist, der popper kort op i slutningen af en håndfuld kapitler, og som virkelig gav mig myrekryp. Man får et kort indblik i antagonistens tanker, men uden at vide, hvem det er, og det virkede skide godt – undskyld mit franske.

Forfatteren er meget god til at give alle bipersonerne en så levende beskrivelse, at man når at lære alle karakterene godt at kende. Det skaber en dynamik og nogle gode miniplots, der prøver at lede læserens tanker over på hvem morderen kan være. Mackintosh fik mig til at ændre mening om, hvem antagonisten var, 3 gange. Well done.

Historien ender med et plot twist, og man når ikke at se det komme før det er for sent – eller var det bare mig, og så må i kalde mig langsom.

Jeg vil i hvert fald give denne hårrejsende, myrekrybsfrembringede og helt igennem skrækindjagende roman min varmeste anbefaling.

Jeg Ser Dig får 6/6 stjerner.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *