Handmaid’s Tale af Margaret Atwood

Når det kommer til litteratur og den her blog, så tror jeg lidt, at jeg er snobber nedad. Jeg har jo selv studeret litteratur, så jeg har læst alle de der klassikere, men jeg må indrømme, at jeg bare ikke er fan. Jo, Frankenstein var the shit, og jeg nød da også mange andre af de tykke bøger med næsten gennemsigtige sider, det er bare ikke bøger, som jeg læser i min fritid. Det er en side af sagen, men det andet er, at når det komme til den her blog, så har jeg egentligt holdt den ren for klassiker-anmeldelser, for hvad dælen har jeg lige at sige om bøger, der jo som sådan er blevet udødeliggjort ved at få titlen ”klassiker”. Jeg har sgu da ikke ret til at fortælle Matthew Lewis, at han altså godt lige må komme til sagen eller at informere Bram Stoker, at Dracula godt kunne have været halvt så lang. Nej, vel? Jeg har alligevel bevæget mig ind på klassikerterritoriet med denne roman, da jeg ikke kender så mange, der faktisk har læst den, og det synes jeg er en skam.

Handmaid’s Tale er en creepy fortælling foregående i en nær fremtid i USA, der er blevet til diktaturet Gilead. Efter forurening har gjort befolkningen steril, er de få fødedygtige kvinder, der er tilbage, blevet placeret hos Gileads magtelite. De bliver derved brugt som ufrivillige rugemødre, der skal sørge for, at slægten videreføres.

Vores hovedperson Offred er blevet anbragt i huset hos én af samfundets spidser og hans kone. Hendes mand er flygtet til Canada, og Offred ved ikke, hvad der er sket med deres datter. Tanken om at kunne redde sin datter og mødes med sin mand igen, er måden hvorpå Offred psykologisk overlever sin tilværelse i Gilead og fortsætter sit håb om at slippe fri.

Man kan jo ikke ligefrem sige, at det her er en feel-good roman. Mest af alt er det en fortælling, der giver en ondt i maven og samtidigt rander under øjnene, da man ikke tør lægge den fra sig. Selvom det er over 30 år siden Attwood skrev romanen, så er det stadigt en historie, der er relevant at læse, og den skaber tanker om vores eget samfund og om fremtiden, og derfor anbefaler jeg alle at give denne dystre roman en chance. Forvent hellere tanker i hovedet end et smil på læben, når du vender bogens sidste side.

Attwood har skrevet historien i et langsomt tempo, hvor der er lange perioder uden specielt meget ”action”, men det er de små ting, der informerer læseren om, hvor frygteligt det her samfund er. Den måde hvorpå de forskellige handmaid’s skal gå og holde øje med hinanden, og sikre sig at man er en true believer. Det mindede mig om, Tyskland under anden verdenskrig. Min morfar fortalte min mor, hvordan man aldrig kunne vide sig sikker på hvem der lyttede, og hvem der var til at stole på.

Der er ingen tvivl om, at insimineringsritualet er den værste del af historien. Jeg havde lyst til at vise jer beskrivelsen med et quote, men den ”oplevelse” vil jeg ikke spolere for jer. Den får i lov til at ”nyde” helt selv. Jeg kan dog sige, at det er en frygtelig beskrivelse, der desværre er så godt skrevet, at det tegner et tydeligt billede i mit indre. Et billede der giver mig kvalme. Det er også interessant, hvordan man langsomt ser, at det ikke kun er Offred, det gør ondt på under dette ritual konen, Celene er også i dyb sorg over at hendes mand skal have sex med en anden kvinde. De små insights vi får ind i Celenas point of view er meget interessant, da hun selv har rigtigt meget på spil i dette undertrykkende samfund.

Jeg er altså mest en happy-endings-kind-of-gal, men det interessante ved slutningens af historien var den tomhed, jeg følte i starten, der så udviklede sig til tanker i løbet af de næste par dage. Bogens bratte og uklare slutning fik min fantasi til at løbe løbsk, efter jeg havde været et stort spørgsmålstegn i en halv dags tid. Åbne slutninger er ligeså irriterende, som de er fede, fordi de giver én mulighed for selv at finde på, hvad der skal ske. Nu har serien jo overtaget meget af opmærksomheden, men jeg er personligt vildt spændt på september i år, når bog nummer to skulle komme på hylderne i de gængse bogbutikker.

Jeg vælger at give bogen topkarakter, selvom det langt fra er min yndlingsbog. Jeg har bare ikke noget dårligt at sige om den, og jeg synes, den er værd at læse. Jeg er dog langt mere til en god kærlighedsroman eller en mere munter fantasyroman. Så er det sagt.

Handmaid’s Tale får 6/6 stjerner.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *